Camaro Cup   02/03/11

Jan Magnussen skal køre Camaro Cup
- for Fukamuni Racing i Skandinavien
Jan Magnussen har i mange år været forbundet med Chevrolet på Le Mans og i USA. Her har han kørt i de amerikanske sportsvogne, Corvette på Le Mans og i den Amerikanske Le Mans Serie samt Camaro i 24 timers løbet på Daytona og Grand-Am serien.
Men nu får de skandinaviske racerfans også mulighed for at opleve Jan Magnussen i en amerikansk sportsvogn. Således stiller han i 2011 til start i Camaro Cup sammen med Fukamuni Racing, det danske team, der i 2008 stod bag sønnen Kevin Magnussens DM titel i Formel Ford.

Camaro Cup har udviklet sig til en stor succes i det svenske. Bilen er bygget over en rørramme og sammen med den store buldrende 5,7 liters Chevy V8 motor, der yder omkring 440 HK/600 Nm, giver den hurtige amerikanske sportsvogn både underholdning for øjet og for øret. Seriens popularitet understreges af et kæmpe felt, hvor man på nuværende tidspunkt taler om op imod 40 tilmeldte biler til serien, der afvikles sammen med STCC.


Fra venstre mod højre er det teamejer Søren Jensen, kører Martin Hansen, kører Jan Magnussen og teamejer Mikkel Wangaa
(Foto: Kukamuni Racing)

”Jeg så Camaro Cup, da vi var på Ring Knutstorp sidste år, og tænkte med det samme, at det kunne jeg godt tænke mig at prøve” siger Jan Magnussen om den nye udfordring. ”Jeg har svært ved at sige nej til en racerbil og da STCC er lidt i et overgangsår, så var jeg med det samme klar, da den her mulighed for at køre Camaro sammen med Fukamuni bød sig. Jeg synes på mange måder, at serien byder på det, som racing drejer sig om. Der er larm, masser af hestekræfter, spektakulære biler og samtidig virker seriens setup yderst professionelt. At jeg så kan få lov at køre i team med mine gamle venner Mikkel (Wangaa – red.) og Søren (Jensen – red.) kommer ikke til at gøre det mindre sjovt, så jeg ser meget frem til at komme i gang”.


Jan Magnussen og Martin Hansen skal køre i Camaro Cuppen
(Foto: Jan Kaiser)

Jan Magnussen kommer dog ikke til start før seriens anden runde, da hans amerikanske løbsprogram ikke tillader det. Men det betyder ikke, at Fukamuni Racing ikke er til start ved første runde. Teamet, der i 2010 med en fjerdeplads til Robert Schlünssen fik det bedste danske resultat i STCC-mesterskabet, som de kørte sideløbende med deres Formel Ford program, stiller nemlig til start med to biler. Teamets anden bil bliver kørt af Martin Hansen, der de seneste år har kørt for Fukamuni Racing i Formel Ford.

”Vi har været sent ude, da alle muligheder skulle drøftes og økonomien skulle hænge sammen” fortæller teamejer Søren Jensen. ”Men vi er klar til sæsonstarten, da vi har købt BMS Engineerings Camaro fra sidste år, som Martin stiller til start i. Der er nemlig 16 ugers leveringstid på en ny Camaro, men det passer fint, da Jan ikke kan køre første løb, så derfor har vi bestilt en ny til ham. Så når den nye bil bliver leveret, så har vi et fuldtalligt team med 2 biler for resten af 2011”.

Teamets anden ejer, Mikkel Wangaa ser også frem til den nye udfordring. ”Der sker mange ting i dansk motorsport og da vi samtidig har trangen til at komme til udlandet og få lidt luftforandring samt prøve nye baner, har vi kigget på de muligheder, som kunne appellere til vores ambitioner og værdier om, både at have det sjovt og samtidigt være konkurrencedygtige nok til at kunne vinde. Vi synes at Camaro Cup kunne leve op til begge dele og med denne løsning kan vi både komme ud og køre på nye baner og vise flaget, men vi kan også være med til Grand Prix´et til august på Jyllands Ringen. Og når vi samtidig kan krydre det hele med Jan Magnussen som kører i den ene af vores biler, så kan vi ikke ønske os mere”.

I den kommende weekend kører Jan Magnussen også Camaro, når han stiller op for Stevenson Motorsports i anden afdeling af Grand-Am, der afvikles på Homestead i Miami.

Løbskalender for Camaro Cup 2011
6-7 maj Knutstorp (kun Martin Hansen)
20-21 maj Mantorp (kun Jan Magnussen)
1-2 juli Falkenberg
12-13 augusti Karlskoga
27-28 augusti Jyllandsringen Danmark
23-24 september Mantorp

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Martin Hansen
  • Fukamuni Racing

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde