Rally Monte-Carlo Historique   24/01/11

Mini i Monte: Hjem til mor
"Alle rallies moder", kaldes Rallye Monte Carlo, der fejrer 100 års jubilæum i år. I 1972 deltog Preben Kristoffersen for første gang, og han har kørt det utallige gange siden. Alligevel glæder han sig som en lille dreng, til når han og navigatøren Kurt Hedegaard i næste uge sætter kursen mod Sydfrankrig.

Da Preben Kristoffersen deltog første gang startede løbet i Warszawa, og vel ankommet i Monte Carlo kom det danske team under vingerne hos fabriksteamet fra BMC. Preben husker med glæde tilbage på de pigdæk han dengang lånte sig frem til:
”Der var så mange pigge i, at det næsten var et stålhjul”.
Bilen var hans gamle 1-liters Cooper S banebil, som var rigget om til lejligheden. På de lånte dæk skar den igennem det meste sne og is, men motorkraften rakte ikke helt: De knap 60 hestekræfter kom til kort på de skrappe stigninger, og teamet blev ikke klassificeret – ikke på grund af defekter eller fejl, men på grund af for lav gennemsnitsfart.


(Foto: MotorRetro.com)

I 2011 er fokus på oplevelsen mere end resultatet – siger Preben. I den forbindelse er det er en særlig nostalgisk detalje, at han og Kurt Hedegaard i år starter fra netop Warszawa igen – dér hvor Prebens fascination af løbet startede for mange år siden. Trods den på overfladen afslappede holdning til den historiske udgave af det legendariske løb har teamet nu alligevel har lagt en hel del kræfter i optimeringen af bilen. Det er stadig en Cooper S, men nu med 1275-motor, der yderligere er blevet toptrimmet til løbet. Konkurrencen er måske nok knap så intens som i 1972, men selvom de sidste mange deltagelser har været med fokus på oplevelserne, så lærer man jo lidt hen ad vejen. Til 2011 har teamet ofret lidt topydelse til gengæld for et bedre moment, og gearingen er tilpasset det nye motortrim. Testkørslerne herhjemme lovede godt, og Preben er spændt på at prøve det af på hastigshedsprøverne.


(Foto: MotorRetro.com)

I næste uge bliver bilen pakket, og fra Warszawa skal den lille Cooper på fem dage tilbagelægge henved 4000 kilometer: Godt halvdelen af dem er ren transport, men det er på hastighedsprøverne mandskabet og bilen kommer på arbejde.
”Vi plejer at ligge midt i feltet”, som Preben så beskedent siger. ”Men for lav fart kan jo også bringe os ud af rytmen”, tilføjer han da lige, så holdet tager tydeligvis ikke til Monte Carlo for udsigtens skyld. Èn ting er sikkert, og det er pointene på oplevelseskontoen: Øvrige point er bare en bonus.

Claus Ebberfeld
MotorRetro.com


Læs mere om:
  • Preben Kristoffersen
  • Monte Carlo
  • 26/01/11 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde