Diverse   28/10/10

Tag til Flyvestation Aalborg
- og se velgørenhedsshowet Cool Car Race, racerkøreren Mikkel Mac og en Formel Renault racer
Man tager Flyvestation Aalborg, et af Danmarks største motorsportstalenter Mikkel Mac, vinderteamet i den nordeuropæiske Formel Renault serie KEO Racing og danmarkspremieren på en fuldblods 2010 Formel Renault 2.0 formel racer. Man tilsætter en masse glade tilskuere der gerne vil gøre en forskel, rører rundt og forærer det hele til velgørenhed for Kræftramte Børn, Villa Sonja i Nicaragua og Forening Mor.

Så har man søndag den 31. oktober, hvor velgørenhedsshowet Cool Car Race løber af stablen. For en entre på bare 50 kroner vil man blandt andet kunne opleve Mikkel Mac køre demonstrationsture med den 210 hestes Formel Renault 2.0 racer, som han i år har sikret sig adskillige sejre med på de internationale racerbaner. Dels for at vise bilen frem i Danmark for første gang, siden han sikrede sig den samlede andenplads i den nordeuropæiske Formel Renault serie. Men også fordi kræft og sociale problemer er noget, som alle kan være med til at løse!


(Foto: Chris Schotanus)

”Jeg føler virkeligt for denne sag, ” forklarer Mikkel Mac. ”Jeg tror at vi alle sammen kender unge og gamle familiemedlemmer som vi har tabt til kræftsygdomme. Endnu værre er det med kræftramte børn der alt for tidligt trues af sygdom. Den sag kæmper Foreningen For Kræftramte Børn for. Vi konfronteres alt for ofte med sociale problemer, som ikke bliver løst. Det hjælper Foreningen Mor og Villa Sonja i Nicaragua med til at løse. Det betyder meget for mig at kunne gøre en beskeden indsats, og hjælpe der hvor jeg kan.”

Takket være det danske racerteam KEO Racing, der vandt den nordeuropæiske Formel Renault 2.0 serie i år, har Mac mulighed for at vise Renaults seneste kulfiber racerbil frem for det danske publikum.

”Jeg er stolt over at kunne give de danske tilskuere denne oplevelse,” fortæller KEO Racing teamchef Kim E. Olsen. ”Vi kører udelukkende racerløb på de internationale racerbaner, hvor vi i år vandt to titler i Formel Renault 2.0 NEC. Og at kunne støtte velgørenhed ved blot at dukke op og vise vores racerbiler frem, og endda få dem demonstreret af den hurtige danske racerkører Mikkel Mac, er utroligt tilfredsstillende. Både sportsligt og moralsk!”


(Foto: Chris Schotanus)

Arrangørerne for Cool Car Race har haft travlt. Bare 4 uger fra ide til velgørende racerfest er ikke meget tid, men det bliver arrangeret af personer der ikke er uvant med at gøre drømme til virkelighed. Europas største distributør af computerspil, Coolshop i Aalborg, opstod efter at de 4 entusiaster tænkte at det burde kunne gøres billigere at spille computerspil.

”Det er det sædvanlige,” griner Coolshop marketingsdirektør Jacob Risgaard. ”Vi fik en ide en sen aften; at det ville være fantastisk at kunne lave et non profit velgørenhedsarrangement på Flyvestation Aalborg. Vi kunne have ventet til næste sommer, men ideen var bare for god til at arkivere. Så i løbet af kort tid fik vi projektet op at stå. Da Mikkel Mac og KEO Racing sagde ja til at deltage, så stod det klart at det skulle være nu!”

”Så på søndag låner Forsvaret os venligt Flyvestation Aalborg. Bare fordi vi kan bruge det flotte område til 50 superbiler, væddeløb med et Learjet 35 forretningsfly mod en Ferrari, uforglemmelige oplevelser og forhåbentligt en masse glade kroner til Kræftramte Børn, Villa Sonja i Nicaragua og Forening Mor. Kom og vær med, jeg garanterer en fantastisk oplevelse!”

Cool Car Race finder sted på Flyvestation Aalborg på søndag den 31. oktober fra klokken 10.00 – 16.00. Entreen er på bare 50,- kroner, og så har man adgang til hele området, hvor der også er tivoli til børnene. Køreture i over 50 superbiler kan købes fra bare 350,- kroner og opefter, afhængig af model. Al overskud går ubeskåret til velgørenhed. Billetter kan købes via Billetlugen.

Aslak Vind
Presseansvarlig
Mikkel Mac


Læs mere om:
  • Mikkel Mac
  • KEO Racing

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk