Danish Endurance Championship   06/10/10

2,4 km afgjorde årets sæson i langdistanceløb
DEC - Danish Endurance ChampionshipFire hold blev kåret på Padborg Park for årets mesterskaber
Årets danske sæson i motorsportens langdistanceløb blev lørdag eftermiddag afsluttet på Padborg Park, hvor den femte runde af Danish Endurance Championship blev kørt. Meget betegnende for sæsonen blev det løbsvinderne i de tre divisioner i Finaleløbet, der efter de fire timers strabadser også blev kåret som mestre i de tre divisioner. Endnu mere betegnende for sæsonen blev de tætte afgørelser, man blev vidne til

Da løbet gik ind i sin sidste halve time, havde den hvide Opel Corsa med Peter Ager, Esbjerg, Per Johansen, Vejen, og Tom Pedersen, Christiansfeld, fået opbygget et forspring på et halvt minut til feltets enlige Porsche med Michael Jacobsen, Haderslev, Johnny Andersen, Horsens, og Roy Arild Edland, Norge. Men pludselig dykkede Tom Pedersen i pit for at foretage sin tredje tankning, hvilket kostede holdet den generelle føring og dermed også muligheden for årets tredje generalsejr, da Michael Jakobsens mandskab i stedet kunne tage deres anden generalsejr indenfor bare tre uger, ligesom holdet også sikrede sig mesterskabet i division 3 for biler over to liter.


I den sidste halve time af løbet skiftede føringen uventet, da Tom Pedersen (227) måtte i pit for et ekstra tankstop, hvilket sendte Roy Edland (310) tilbage i front af løbet.
(Foto: Morten Alstrup)

At der måtte et tredje tankstop til for mandskabet, skyldtes det ekstraordinære forløb, som årets sidste løb i Danish Endurance Championship havde. I løbet af de fire timer, løbet varede, blev mindre end et kvarter anvendt på kørsel efter safety car på grund af uheld, ligesom det ventede regnvejr udeblev. Dette betød, at man for første gang ved et fire timers løb tilbagelagde mere end 200 omgange på Padborg Park.

Selv om Tom Pedersen, Per Johansen og Peter Ager for tredje gang i denne sæson kunne score maksimumpoint til mesterskabet i division 2 for biler mellem 1601 og 2000 cm3, som trioen også vandt, så blev det ekstra tankstop alligevel skæbnesvangert for teamet. På tværs af de tre hoveddivisioner, som løbene i Danish Endurance Championship er udskrevet for, kæmpes der også om en distancepokal, og her måtte de tre Opel-kørere se sig slået med en margen på bare 2,4 kilometer – hvilket svarede til lidt mere end en omgang på Padborg Park!


I en af feltets mindste biler formåede Flemming D. Olsen, Jens Erik Hansen og Jens Henrik Hansen ikke bare at vinde deres femte divisionssejr i år, men også at tage årets distancepokal.
(Foto: Morten Alstrup)

Distancepokalen gik i stedet til et af holdene fra division 1, der med en øvre slagvolumengrænse på 1600 cm3 tæller de mindste biler. Flemming D. Olsen, Roskilde, Jens Erik Hansen og Jens Henrik Hansen, begge Havdrup, afsluttede en forrygende sæson, hvor de for femte gang i træk tog sejren i divisionen efter endnu en duel med de afgående mestre, Werner Wounlund, Ishøj, og Bjørn Larsen, Greve. Flemming D. Olsen, Jens Erik Hansen og Jens Henrik Hansen kunne efter fem forsøg endelig kalde sig langdistancemestre, og som en ekstra krone på værket kunne de erobre distancepokalen efter at have kørt 2.145,2 km i løbet af sæsonens fem løb.

Endelig blev der for anden gang kåret et mesterhold i den såkaldte Clio-division. Her var det Henrik Larsen, Gudbjerg, René Andreassen, Ringe, og Kurt Poulsen, Odense, som med succes forsvarede deres titel fra sidste år.


For andet år i træk vandt den fynske trio Henrik Larsen, Kurt Poulsen og René Andreassen titlen i Clio-divisionen.
(Foto: Morten Alstrup)

Kun tre mandskaber gennemførte ikke årets sidste løb. Finn Andersen, Tyskland, og Michael Nissen, Middelfart, måtte opgive at fortsætte efter en afkørsel. Midtvejs i løbet blev Benny Andersen, Åbenrå, Freddy Pedersen og Klaus Q. Lausen, begge Kruså, ramt af en større olielækage, efter at de i deres Chevrolet Corvette havde været fremme og føre løbet generelt. Endelig blev Thomas Mark og Peter Normann, begge Viborg, ramt af det ene uheld efter det andet. Allerede på anden omgang opstod der en motorbrand i deres bil, som til sidst måtte bukke under, da et hjulophæng knækkede sammen og sendte bilen ind i et autoværn.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 02/10/10 - Padborg Park - Danish Endurance Championship
  • Padborg Park - resultat
  • Padborg Park - startopstilling

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde