Le Mans Series   13/09/10

Ærgerlig defekt tvang Audi #7 til at udgå
Det blev en uventet kort dag for Tom Kristensen og Allan McNish i Audi #7 da et problem med differentialet på deres R15 TDI tvang makkerparret, som ellers startede i Pole Position, til at udgå efter bare 15 af de 170 omgange i 1000 kilometers-løbet på Silverstone.

Det hele begyndte ellers planmæssig, da Allan McNish foran 40.000 tilskuere holdt Peugeoten med Anthony Davidson bag sig i en spektakulær duel. Men på 15. omgang begyndte Audi #7 pludselig at tabe hastighed for kort efter at måtte udgå. Nærmere inspektion slog fast, at der var tale om et teknisk problem med differentialet.

Dagens ærgerlige hændelse var slet ikke forudset i Audi-lejren, da det er første gang en teknisk fejl har tvunget en Audi til at udgå siden R15’eren blev lanceret, mens det er mere end fire år siden, at noget lignende har tvunget en bil at udgå hos Kristensens team, Audi Sport Team Joest.

Tom K er dog overbevist om at dagens uheld var et enkelttilfælde og er positiv omkring det næste løb i Intercontinental Le Mans Cup, som køres den 2. oktober på Road Atlanta i USA.

- Selvfølgelig er det skuffende at udgå så tidligt på grund af en teknisk defekt. Indtil problemet indtraf havde vi haft en virkelig god weekend på Silverstone. Vi har forbedret bilen siden Le Mans. Det kunne vi både se i træningen under flere forhold, med vores Pole Position i kvalifikationen og også under opvarmningen før løbet. Starten på løbet var meget interessant. Allan havde nogle rigtige gode dueller med de to Peugeoter, men uheldigvis kun i 15 omgange, hvilket naturligvis var alt for kort. På trods af hvad der skete i dag har vi ikke tabt modet, og vi ser frem til et forhåbentlig fremragende løb om mindre end en måned på Road Atlanta i USA.

Audi #8 med Dindo Capello og Timo Bernhard formåede at køre en podieplacering hjem, mens de to Peugeoter tog de to første placeringer.

Resultater
1 Minassian/Davidson (Peugeot) 170 laps på 5t 11m 41.835s
2 Lapierre/Sarrazin (Peugeot) + 42.920s
3 Bernhard/Capello (Audi R15 TDI) + 1m 46.357s
4 Barazi/Hancock/Mücke (Lola-Aston Martin) – 3 omgange
5 Prost/Jani (Lola-Rebellion) - 5 omgange
6 Ragues/Mailleux/Ickx (Lola-Aston Martin) - 6 omgange
7 Mansell/Mansell (Ginetta-Zytek) - 9 omgange
8 Leventis/Watts/Kane (HPD) - 10 omgange
9 Amaral/Pla (Ginetta-Zytek) - 10 omgange
10 Moreau/Hein (Pescarolo-Judd) - 10 omgange

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • Allan McNish
  • Tom Kristensen
  • Audi Sport Team Joest
  • Silverstone
  • 12/09/10 - Silverstone - Le Mans Series

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde