Folkerace   25/08/10

Racerkørere fra hele landet starter på Løvelbanen
Danmarks bedste folkeracere er til start i en afdeling af Danmarkscuppen
Der kommer kørere fra hele Danmark til start, når Viborg Motor Klub i den kommende weekend afvikler årets femte afdeling af Danmarkscuppen i folkerace på den gamle Løvelbane i Kirkedalen ved landsbyen Løvel nord for Viborg.

”Danmarkscuppen er det største mesterskab indenfor disciplinen folkerace, så kørerne skal virkelig være oppe på dupperne, når det gør løs,” fortæller Jens Westerskov, der som løbsleder har det overordnede ansvar for, at det kommende løb afvikles til punkt og prikke.

”Folkerace er ligesom alle andre former for motorsport – det gælder om at vinde – og når det kommer til Danmarkscuppen, er dette ønske meget udtalt. Men folkerace er alligevel anderledes end alle andre former for motorsport. Det er nemlig ikke nødvendigvis køreren med det største budget, som har de bedste chancer for at vinde. Det er den bedste mand, som vinder.”


Selv om man er på hjemmebane, skal der stadig kæmpes om placeringerne, hvilket Kim Kjellerup i den sorte Saab 900 her må konstatere på andenpladsen.
(Foto: Torben Kjølhede)

Forklaringen ligger i det specielle reglement, som gælder for folkerace. Så snart kørerne tilmelder sig løbet, giver de også deres accept af, at deres bil kan komme på auktion efter løbet. Og det er ikke nogen normal auktion, hvor smilet hos sælger bliver større og større i takt med, at buddene går i vejret.

”Der er sat faste priser på bilerne i de to klasser, man afvikler folkerace efter,” forklarer Jens Westerskov. ”I den billigste klasse koster bilerne 5.000 kroner. I den dyreste 8.000 kroner, og hvis der f.eks. er tre, som har givet bud på en bil, bliver der trukket lod blandt de tre budgiver. Det er med til at holde omkostningsniveauet i bund, så det er i høj grad evnerne bag rattet, der bliver afgørende.”

I klasse 1 – den billigste klasse – er det Thomas Pedersen, Støvring, der fører an i mesterskabet, efter at han har vundet to af de fire hidtil kørte løb, mens det i klasse 2 er Jens Steffensen, Frederikshavn, der topper tabellen i klasse 2, hvor de fire kørte løb har resulteret i fire forskellige vindere.

”I Viborg Motor Klub har vi ikke så mange folkeracekørere for tiden, men det tror jeg vil blive ændret med de tiltag, vi har gjort med ændringerne af banen i år. Det vil helt sikkert give noget tilgang,” vurderer Jens Westerskov.

”Blandt de af vores medlemmer, som stiller til start, er Benny Kristensen i sin NSU og Kim Kjellerup i sin Saab 900 nok dem, der vil gøre sig bedst bemærket i forhold til deltagerne fra de andre klubber.”


I sin lille røde NSU er Benny Kristensen fra landsbyen Løvel fast deltager, når der er folkerace på den lokale racerbane. Det er han også i den kommende weekend.
(Foto: Torben Kjølhede)

Arrangementet på Løvelbanen strækker sig over hele to dage. Lørdagen byder på træning og de indledende heatrunder, hvor den sidste køres søndag formiddag. På basis af de bedste resultater fra de tre heatrunder finder man frem til finaledeltagerne, hvor man lægger ud med C-finalerne, hvorfra vinderen som den sidste kvalificerer sig til B-finalen. Vinderen herfra går ligeledes videre til A-finalen, hvor man finder dagens endelige vinder.

Viborg Motor Klub

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Benny Kristensen
  • Løvel

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde