Danish Touringcar Challenge   09/08/10

Mesterskabskampen i DTC fortsætter
- på Ring Djursland, hvor Elgaard, Watt, Møller og Schlünssen kæmper om sejren
Racet bliver med garanti hårdt og ubarmhjertigt, når kampen om dette års Danish Touringcar Championship genoptages efter den obligatoriske sommerferie. Den 14.-15. august lægger Ring Djursland asfalt, langsider og ikke mindst sine sving og bakker til årets femte afdeling i mesterskabet, hvor man til dato har oplevet en meget tæt kamp i toppen af tabellen. Det bliver en kamp, der helt sikkert fortsætter på racerbanen ved Tirstrup Lufthavn.

Specielt fire kørere kommer til at være i fokus ved Sommerløbet på Ring Djursland, og det er faktisk også de fire selvsamme kørere, som kæmper om årets Danish Touringcar Championship!


De fire topkandidater til Sommerløbet.
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

Vild med dans-vinderen Casper Elgaard, Århus, er i år vendt tilbage på fuld tid til den løbsserie, som han tidligere har vundet tre gange, og det er faktisk også ham, som fører i kampen om årets mesterskab inden det kommende løb. Men Sommerløbet på Ring Djursland kan godt gå hen at blive et af de vigtigste løb for ham i denne sæson. Trods sin mesterskabsføring har Casper Elgaard nemlig endnu sin første løbssejr i år til gode, og man kommer ikke uden om, at der nu engang skal løbssejre til, hvis man skal kæmpe med om mesterskabet!

En anden tidligere DTC-mester, der også er med i kampen om årets opgør, er Jason Watt, Herlev. Den altid smilende racerkører fik en nærmest perfekt afslutning på forårssæsonen, da han ved den forrige DTC-afdeling kørte en anden- og en førsteplads hjem, så han rykkede frem på en delt andenplads i mesterskabet. Jason Watt har tidligere været med fremme i topkampen i tidligere løb på Ring Djursland, og der hersker ingen tvivl om, at Seat Leon-køreren vil gå efter at føje en sejr til sit CV.

Robert Schlünssen, Tyskland, og Jens Møller, Ikast, udgør sidste halvdel af favoritkvartetten, og selv om de også går efter deres første sejr på Ring Djursland, har de gode kort på hånden.

Jens Møller er nemlig i det, man roligt kan betegne som sit livs form. Fra tidligere at have dystet om at være feltets bedste privatkører har Seat Leon-køreren i år udviklet sig til at være en kører, der kan kæmpe med og slå de bedste kørere i de nordiske opgør, som denne sæson også har budt på. Med i toppen på nordisk plan har Robert Schlünssen også været. Det var således ham, som blev bedst af alle, da Scandinavian Touring Car Cup blev skudt i gang først på året, og der er ingen tvivl om, at dansktyskeren også vil gøre det godt på Ring Djursland. Ved 2006-udgaven af Sommerløbet var han nemlig den helt store sensation, da han overhalede den ene topkører efter den anden på stribe.

Ved Sommerløbet på Ring Djursland starter Danish Touringcar Championship sammen med Renault DTC Light Cuppen, hvor Jacob Kristensen, Selling, og Michael Christensen, Varde, fortsætter deres mesterskabskamp. Herudover er der også mange andre spændende klasser på programmet.

Den nye Legend Car Cup får således sin debut på Ring Djursland, mens der i standardvognsklasserne køres løb for både Yokohama Cup, Suzuki Swift Challenge og 1600 Challenge. Herudover er der også løb for Bel-Ray SSC Challenge samt sportsvognsklasserne Syver Race Cup, Peugeot Spider Cup og Big Wheels Super Car Challenge.

Der er gratis adgang til tilskuerpladserne lørdag, mens billetprisen for tilskuerpladserne søndag er sat til 100 kroner.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Casper Elgaard
  • Jacob Kristensen
  • Jason Watt
  • Jens Reno Møller
  • Michael Christensen
  • Robert Schlünssen
  • Ring Djursland
  • 15/08/10 - Ring Djursland - 1600 Challenge
  • 15/08/10 - Ring Djursland - 207 Spider Cup DK
  • 15/08/10 - Ring Djursland - Danish Touringcar Challenge
  • 15/08/10 - Ring Djursland - Formel Ford - DK - DM
  • 15/08/10 - Ring Djursland - Legends Cars
  • 15/08/10 - Ring Djursland - Renault DTC Light Cup - DM
  • 15/08/10 - Ring Djursland - Special Saloon
  • 15/08/10 - Ring Djursland - Swift Challenge
  • 15/08/10 - Ring Djursland - Yokohama Cup - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk