Renault DTC Light Cup   17/06/10

Frederiksen: ”Jeg skal have fundet noget mere”
Martin Frederiksen har fået en stærk start på året i Renault DTC Light Cup
Mesterskabskampen i årets Renault DTC Light Cup har fra start udviklet sig som en duel mellem Michael Christensen, Varde, og Jacob Kristensen, Hadsten – sidste års toer og treer i mesterskabet. Men bag de to duellanter er der også hård kamp om placeringerne, hvor Martin Frederiksen, Odense, har leveret en af årets overraskelser ved at indtage tredjepladsen i mesterskabet forud for weekendens Juniløbet på FDM Jyllandsringen.

”Jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til både at holde placeringerne og også køre mig frem til dem,” siger fynboen om sine chancer for de kommende løb. ”Det beviste jeg i hvert fald ved det seneste løb på Padborg Park.”


Martin Frederiksen har placeret sig tæt på toppen af feltet i Renault DTC Light Cuppen.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

”Men der er også nogle af de andre kørere i klassen, som er begyndt at få fart i bilerne, og det er dejligt at se. En kører som Christian Siepmann synes jeg har gjort fantastiske fremskridt, og han bliver en dark horse på Jyllandsringen. Han mangler lidt erfaring, men han får mere og mere for hver gang han kører. Men han kommer ikke længere op end en fjerdeplads, for han får ikke lov til at komme forbi mig.”

Umiddelbart virker denne udmelding, som om Martin Frederiksen vil nøjes med tredjepladsen i weekenden.

”Men det vil ikke,” slår han fast. ”Jeg vil gerne op at have en anden- eller en førsteplads, men jeg er nødt til at være realistisk omkring det. Der er bare et gab mellem Michael og Jacob og så vi andre. Her har jeg været privilegeret af at være den hurtigste af udfordrerne, men de andre bliver hurtigere og hurtigere, så jeg skal også have fundet noget mere for at kunne holde min placering.”

I de to afdelinger af Renault DTC Light Cup, der til dato er kørt i år, har Michael Christensen og Jacob Kristensen sat sig på de to bedste pladser – uanset om det gælder løbene eller de tidtagninger, som i år også udløser point på linie med løbsresultaterne til mesterskabet.

”At Michael og Jacob ligger etter og toer i mesterskabet, skyldes udelukkende, at de kører rigtig stærkt,” vurderer Martin Frederiksen. ”Men det kan da godt være, at jeg finder det sidste, der skal til. Det kunne være skægt at se de to i hovederne, hvis jeg kom forbi dem.”


Der er kamp om pladserne i Renault DTC Light Cuppen.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Stillingen i Renault DTC Light Cup:
Plac. Kører Mærke Point
1 Michael Christensen Renault Sport Clio III 114
2 Jacob Kristensen Renault Sport Clio III 108
3 Martin Frederiksen Renault Sport Clio III 82
4 Roland Poulsen Renault Sport Clio III 64
5 Jan Seerup Renault Sport Clio III 55
Ronni Nielsen Renault Sport Clio III 55
7 Jan Engelbrecht Renault Sport Clio III 54
8 Christian Siepmann Renault Sport Clio III 52

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jacob Kristensen
  • Martin Frederiksen
  • Michael Christensen
  • Jyllandsringen
  • 20/06/10 - Jyllandsringen - Renault DTC Light Cup - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde