Formel Ford - DK   17/06/10

Kean, Jesper eller Mikkel? Eller en fjerde vinder?
Formel Ford-klassen er præget af mange vindere i denne sæson
Formel Ford er en klasse, hvor deltagerne bliver udsat for mange forskellige udfordringer. Når klassen for de små, enkelt-sædede racerbiler ruller ind på FDM Jyllandsringen til weekendens Juniløb, er der tale om årets femte mesterskabsweekend. Alligevel er det blot første gang i år, at klassen vender tilbage til en bane, man tidligere har kørt på!

De fire tidligere mesterskabsafdelinger er blevet kørt på FDM Jyllandsringen, Ring Djursland, Padborg Park og Zandvoort, og hele tre kørere har formået at score maksimumpoint til Danmarksmesterskabet. Kean Kristensen, Herlev, er det seneste medlem i flokken, og da han i Holland for 14 dage siden havde sin hidtil bedste løbsweekend til dato i Formel Ford, er han strøget til tops i tabellen.

Denne føring skal sæsondebutanten forsøge at forsvare i weekenden på racerbanen ved Silkeborg, men modstanden bliver hård. Jesper K. Egebart, Børkop, og Mikkel C. Johansen, Slagelse, vil begge bide fra sig, og med henholdsvis fire og tre løbssejre tidligere i år har de bevist, at de vil være med i fronten af feltet, når det går løs.


Jesper Egebart, Mikkel Johansen, Martin Lumholt og Kean Kristensen i front ved et af sæsonens tidligere Formel Ford-løb på FDM Jyllandsringen.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Men andre kørere banker også på i toppen, så muligheden for, at Juniløbet resulterer i sæsonens fjerde løbsvinder i Formel Ford, er bestemt til stede.

På Padborg Park viste en af årets debutanter, Elliot Winther, Roskilde, således masser af konkurrencekraft, da han udnyttede de lumske vejrforhold til at køre sig i front. Desværre holdt føringen ikke til det ternede flag, men med fire andenpladser i bagagen må det snart være tid for den nye generation i Winther-familien til at vinde et billøb.

Også Martin Lumholt, Jyllinge, er blevet stærkere og stærkere kørende i takt med, at han har fået opbygget mere erfaring i Fukamuni Racings Aquila. Nordsjællænderens indsats har i år været præget af en alt-eller-intet-kørestil, som har givet flere nulscorer. Alligevel har han flere gange vist, at han har farten til at være med fremme og kæmpe om top-tre-placeringerne.

Stillingen i Danmarksmesterskabet for Formel Ford:
Plac. Kører Mærke Point
1 Kean Kristensen Aquila-Duratec 131
2 Mikkel C. Johansen Van Diemen-Duratec 129
3 Jesper K. Egebart Ray-Duratec 117
4 Niels-Ejnar Rytter Ray-Duratec 88
5 Elliot Winther Mygale-Duratec 81
6 Martin Lumholt Aquila-Duratec 64
7 Christina Nielsen Aquila-Duratec 58
8 Frank Mortensen Ray-Duratec 43
9 Thomas Lund Van Diemen-Duratec 33

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jesper K. Egebart
  • Kean Kristensen
  • Mikkel C. Johansen
  • Jyllandsringen
  • 20/06/10 - Jyllandsringen - Formel Ford - DK - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk