Go Kart   13/06/10

Nordjysk karting-musketer på vej til EM
Familien Sørensen fra Motorsport Nordjylland (MNJ) har gennem de sidste 10 år deltaget aktivt sammen med sønnerne: Marco og Lasse omkring motorsport. Dette har bevirket deltagelse i arrangementer i mange weekender, hvor knægtene har kørt enten go kart eller Formel-racere (single seatere).

Det foreløbige højdepunkt for Sørensen-familien har været udpegningen af Marco L. Sørensen som Formel 1-lærling i efteråret 2008.

Far og teamchef, Ruben L. Sørensen, forklarer: - Lillebror Lasse er bogstaveligt talt født med benzin i blodet. Han har været mere eller mindre tvangsindlagt til at kikke på motorsport fra sidelinjen, når storebror Marco kørte race rundt omkring i Danmark samt mange steder i Europa. Heldigvis har Lasse også vist stor interesse for at sidde bag rattet i en go kart, hvorfor han lige som storebror fik sin allerførste som 3-årig.


Lasse L. Sørensen var i front for semifinalen for EM-kvalifikationen i Thy.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I 2010 har 13-årige Lasse L. Sørensen fået mulighed for at køre med i den internationale kart-klasse: Karting Formula 3 (KF3). Allerede som førsteårs-deltager (rookie) satte nordjyden sit kraftige præg på den nordeuropæiske kvalifikation til Europamesterskabet, som foregik på næsten-hjemmebanen i Thy.

- Normalt er det lige ved og næsten for rookierne i førstegangs-forsøget omkring kvalifikation til EM, fortsætter Ruben L. Sørensen. - Lasse ville det imidlertid lidt anderledes. Efter en sejr og to treere samt en fjerdeplads blev han samlet toer i kvalifikationsheatene, og kom derfor sikkert gennem nåleøjet til finalerne. Blandt de 62 EM-kvalifikanter kom de 34 hurtigste videre til finalerne, og her skulle der sies yderligere 6 kørere fra således, at der kom 28 videre fra Thy til EM-finalen i Genk (Belgien).


Teamchef og far: Ruben L. Sørensen er en erfaren mekaniker for Lasse L. Sørensen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- I semifinalen fik jeg en god start fra startplacering 2, supplerer Lasse L. Sørensen. - Jeg kom af sted som toer, og allerede på fjerde baneomgang gik jeg i front for EM-kvalifikationsfeltet i KF3. Denne føring holdt jeg helt frem til svingene lige inden målstregen. Her påkørte en konkurrent mig usportsligt bag fra, men heldigvis blev han idømt en tidsstraf for episoden. Dette ændrede dog ikke ved, at jeg først kom over målstregen som sekser.

I selve finalen startede Lasse L. Sørensen som sekser, men nordjyden blev her involveret i en nervøs sammenklumpning på startstrækningen, og faldt derfor tilbage på en 25. plads.


Lasse L. Sørensen foretog flere gode overhalinger i finalen ved EM-kvalifikationen i Thy.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Gennem finalen fik jeg kørt mig frem til et slutresultat som nr. 17, oplyser Lasse L. Sørensen. - Dette bevirkede en samlet resultat som nr. 11 efter sammenlægning af resultaterne fra de to finaleheats. I alt kvalificerede der sig 72 kørere til EM-finalen i Genk, idet der på samme tidspunkt også blev kørt EM-kvalifikation i Lindon (England) samt Wackersdorf (Tyskland).

- Det havde været en god lille fjer i hatten at få Lasse på sejrspodiet i Thy, afslutter Ruben L. Sørensen. - Kvalifikationsplaceringen får dog ingen praktisk indvirkning i Genk, idet alle 72 kørere starter på en frisk.Selvtilliden er dog alligevel i top, fordi vi har fundet en konkurrencedygtig opsætning af karten.


Lasse L. Sørensen & Co. har fundet en konkurrencedygtig opsætning af karten inden EM-finalen i Belgien.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

EM-finalen i Belgien afvikles i løbsweekenden: 8.-11. juli, hvor Lasse L. Sørensen bl.a. får selskab af 8 andre danske kørere.

Motorsport Nordjylland

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Lasse L. Sørensen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde