Int. FF   09/06/10

Vestergaard avancerer i vesteuropæisk racing-serie
Udenlands-fynboen: Nils K. Vestergaard fik sat kraftige dækaftryk på mini-EM’et (Euro Cup) i Formel Ford (FF), som blev afviklet på den hollandske grand prix-bane: Zandvoort. Det spektakulære stævnemøde foregik mellem de nationale mesterskabsserier fra henholdsvis Storbritannien, Benelux samt Danmark, og blev kørt over 2 FF-heats sideløbende med Masters of Formel 3 (F3).

- Arrangementet tiltrak samlet 43.000 tilskuere til løbsweekenden i Zandvoort, oplyser teamchef og far Gert Vestergaard. - Sammenkædet med et stort startfelt var det ekstra motiverende for at præstere frontresultater. Desværre havde vi ikke tidsmæssigt muligheder for at finjustere set uppet på raceren inden tidtagningen, fordi Nils først kom til Holland i sidste øjeblik fra sit arbejde ved Formel 1-teamet: Force India.

- I racing på topplan kan man ikke bare køre bedøvet videre på gamle løbsdata fra det forrige arrangement, forklarer Nils K. Vestergaard. - Der er mange indstillingsmuligheder omkring dæksporing, dæktryk, støddæmpere, fjedre og vægtfordeling, som kan finjusteres til de aktuelle vejrbetingelser på asfalten. Herudover kan vejgrebet specielt ændre sig i Zandvoort, hvor der tit kan lægge sig et tyndt støvlag fra de omliggende sanddyner i klitterne ud til Nordsøen.


I første Euro Cup-heat blev Nils K. Vestergaard tredjebedste FFB-kører.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Racingteam Vestergaard fik ikke helt ramt den optimale opsætning, hvorfor Nils K. Vestergaard skulle starte midt i feltet blandt de 35 kørere i Euro Cup-løbene:
- I den britiske racing-serie har man haft gode muligheder for at teste det nye radial-racingdæk fra Dunlop. Ikke uventet var englænderne og skotterne derfor dominerende i tørvejret, men jeg sluttede på en fornuftig 9. plads som tredjebedste kører i FFB-serien.

Nils K. Vestergaard kom derimod til at dominere oplevelserne fra anden afdeling af Euro Cuppen, som blev afviklet i styrtende regnvejr på den 4.300 m. lange motorbane.


Efter en lidt svag tidtagning på Zandvoort satte Nils K. Vestergaard kraftige dækaftryk på Euro Cup-arrangementet.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Kørsel i regnvejr er en speciel oplevelse som chauffør i en single seater, fortsætter Gert Vestergaard. - I fuldfart sørger fartvinden for at holde siddebrønden/cockpittet forholdsvist tørt. Til gengæld styrer kørerne rundt i en tæt vandtåge fra konkurrenterne, og har derfor begrænset udsigt.

- Opsætningen af raceren er også meget forskellig fra tørvejr, oplyser Nils K. Vestergaard. - Her var vi lidt mere på hjemmebane, idet jeg fra startplacering som nr. 14 nappede flere konkurrenter i startfasen. Herefter fulgte en spændende og sjov jagt op gennem feltet, og fire omgange før målstregen var jeg oppe som firer. Undervejs satte jeg også hurtigste omgangstid.

I slutspurten pressede Nils K. Vestergaard kraftigt på til at score tredjepladsen fra ærkerivalen i FFB-serien: Rogier Jongejans.


Nils K. Vestergaard (t.v.) blev fejret for sin flotte FFB-andenplads i regnvejret.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Flere af vores konkurrenter fik problemer i regnvejret, afslutter Nils K. Vestergaard. – Herved blev der overhalingsforbud på langsiden, idet to uheld og tilhørende gule flagzoner forhindrede yderligere avancement i feltet. Dette var yderst ærgerligt, fordi jeg mærkbart havde den bedste race craft og tophastighed. Løbsledelsen valgte afkortning af regnvejrs-racet allerede inden start. Herudover blev der kappet 2 baneomgange af Euro Cup-heatet, fordi banens uhelds-officials til sidst var fuldt beskæftiget med oprydning.


Nils K. Vestergaard ligger på en samlet andenplads i FFB-mesterskabet 2010.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Slutresultatet blev en fjerdeplads generelt og en placering som andenbedste FFB-chauffør. Udenlands-fynboen rykkede derfor frem som toer i Formula Ford Benelux-mesterskabet 2010.

Racingteam Vestergaard

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Nils K. Vestergaard
  • Racingteam Vestergaard
  • Zandvoort

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde