Formel Ford - DK   22/04/10

Racerpige udfordrer alle Formel Ford-drengene
Et nyt kuld kartingkørere rykker i weekenden op i Formel Ford-klassen
Debutanter kommer til at udgøre en markant del af feltet, når årets første Formel Ford-løb på dansk grund søndag køres på FDM Jyllandsringen. Dette kan næppe komme som nogen overraskelse for folk, der har fulgt bilsporten på nærmeste hold.

Igennem de senere år har klassen for de åbne, enkelt-sædede racerbiler udviklet sig til at være det perfekte bindeled mellem gokartklasserne og den internationale formelvognssport, hvor Formel 1 jo er slutklassen. Johan Jokinen, Dragør, der i forgangne weekend blev nummer tre i et løb i det nye Formel 2-mesterskab, havde netop sin første start i en Formel Ford for tre år siden på banen.


Racerpigen Christina Nielsen får i weekenden sin debut i Formel Ford på FDM Jyllandsringen.
(Foto: Morten Alstrup)

Årets debutanter tæller i øvrigt begge køn. Christina Nielsen, Vedbæk, bliver således første kvindelige kører i klassen i en række år, når hun får sin debut i den danskbyggede Aquila-racer, som tidligere har vundet to DM-titler. Den sjællandske racerpige har tidligere været en af de faste deltagere i Danmarksmesterskab i KF2-klassen – den højest rangerede gokartklasse herhjemme.

Klassen lige under – KF3 – leverer to af weekendens debutanter. Det er klassens regerende mester, den 15-årige Elliot Winther, Roskilde, der dermed får sin første start i den klasse, hvor hans farfar – Jens Winther sen., Roskilde – var blandt deltagerne tilbage i 1974 og 1975.

Den anden kører, som avancerer fra KF3-klassen, er Kean Kristensen, Herlev, der i forrige uge forberedte sig på debuten ved at teste for sit nye team, Fukamuni Racing, i Spanien.


Kean Kristensen er en af de unge kørere, som i år har valgt at kravle ned i en Formel Ford-racer efter i flere år at have kørt gokart.
(Foto: Morten Alstrup)

Favoritterne til at vinde årets sæsonpremiere må dog findes blandt veteranerne i klassen, nærmere bestemt Jesper K. Egebart, Børkop, og Mikkel C. Johansen, Sorø.
De to endte med at erobre henholdsvis sølv- og bronzemedaljerne sidste år, men synes begge at stå stærkere i år. Jesper K. Egebart begyndte således sæsonen i påsken i det stærke engelske mesterskab, hvor han leverede stribevis af overhalinger, mens Mikkel C. Johansen i år starter for Fluid Motorsport Scandinavia, der stod bag sidste års Danmarksmester.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Christina Nielsen
  • Jens Elliot Winther
  • Jesper K. Egebart
  • Kean Kristensen
  • Mikkel C. Johansen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde