Le Mans   30/12/09

Tom K verdens bedste
Le MansTom Kristensen er blevet kåret til årtiets bedste sportsvognskører i verden af det førende britiske motorsportsblad Autosport. Redaktionen har set på resultaterne fra Le Mans, den amerikanske Le Mans-serie samt 12-timers-løbet på Sebring, men sejre i sig selv medfører ikke automatisk en høj placering. Det er Kristensens tidligere Audi-kollega Frank Biela et godt eksempel på, idet tyskeren med fem Le Mans-sejre, to ALMS-titler samt fire triumfer på Sebring er den kører, der målt på succes kommer tættest på danskeren. Alligevel er Biela kun nummer otte på listen.

”Tom Kristensen har igennem alle årene konstant leveret varen og været med i toppen, mens Biela har haft løb, hvor han var helt usynlig,” forklarer Autosports internationale chefredaktør Gary Watkins. ”Kristensens syv sejre på Le Mans er alle kommet efter eminent kørsel og taler for sig selv – hans rekordrække er jo nærmest naturstridig. Hvis jeg ud af hans mange Le Mans-triumfer skal plukke en enkelt ud, bliver det sikkert overraskende for mange løbet i 2004. Her stillede Kristensen op for det japanske team Goh, der før hans ankomst ikke havde vundet et eneste internationalt løb, men alligevel formåede Tom Kristensen at samle teamet og levere en fantastisk præstation. Man kan vende det om og spørge, hvad Team Goh har vundet efter hans gæstevisit? Kristensens sejre på Sebring har også været spektakulære, ikke mindst i 2005, da han i en ren duel og i identiske Audi R8-biler slog sin nuværende Le Mans-makker Allan McNish.”


Tom Kristensen.
(Foto: Audi Motorsport)

Netop McNish indtager andenpladsen på Autosports liste, mens David Brabham er nummer tre. Brabham vandt så sent som i år Le Mans for Peugeot, men er ellers noteret for sine mange store resultater i det amerikanske Panoz-team.
Her kørte australieren i øvrigt sammen med Jan Magnussen, det er en flot nummer syv på listen.

”Magnussen har gjort det formidabelt i de mindre GT-klasser, og det er mig en gåde, hvorfor der ikke er nogen af de større team, der har givet ham chancen,” siger Gary Watkins.

Tom Kristensen selv modtog resultatet af kåringen på en norsk skiløjpe, hvor han sammen med familien har fejret julen og holdt formen ved lige før den kommende sæson:
”Det er fantastisk stort at blive kåret til årtiets bedste kører i verden. Autosport er det mest respekterede medie i branchen, og da vurderingen af os kørere er baseret på mere end bare resultaterne, er førstepladsen et gigantisk skulderklap for mig. Jeg ser frem til et nyt årti, hvor jeg atter kan fokusere på de sportsvogne, der ligger mit hjerte nærmest,” siger Tom Kristensen.

Autosports Top 10 over årtiets bedste sportsvognskørere:
1: Tom Kristensen, Danmark
2: Allan McNish, Skotland
3: David Brabham , Australien
4: Emanuele Pirro, Italien
5: Emmanuel Collard, Frankrig
6: Rinaldo 'Dindo' Capello, Italien
7: Jan Magnussen, Danmark
8: Frank Biela, Tyskland
9: Pedro Lamy, Portugal
10: Lucas Luhr, Tyskland

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • Allan McNish
  • David Brabham
  • Emanuele Pirro
  • Emmanuel Collard
  • Frank Biela
  • Jan Magnussen
  • Lucas Luhr
  • Pedro Lamy
  • Rinaldo Capello
  • Tom Kristensen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk