Danish Touringcar Challenge   30/09/09

Jason vil slutte sæsonen med et flot resultat
Den kommende weekend køres sæsonens sidste løb i Danish Touringcar Championship på Jyllands-Ringen i forbindelse med DM Finalen, her satser hele Team BYGMA Jason Watt Racing på at slutte sæsonen af med nogle fair og spændende løb, et godt resultat samt masser af god underholdning til alle teamets gæster, og alle tilskuerne rundt langs banen.

For SEAT Leon køreren Jason Watt og Team BYGMA Jason Watt Racing bliver der ved DM Finalen sat en ny rekord, ikke på banen, men derimod i pitten hvor teamet denne weekend får mellem 180 og 190 VIP gæster på besøg.


"Med 180 - 190 VIP gæster til DM Finalen, kommer spisningen nok til at foregå i hold" - oplyser Jason Watt.
(Foto: Tommy Hostrup Galskjær)

Selv om test mulighederne denne sæson har været begrænset, er det Jason Watt's mål ikke at skuffe gæsterne, derfor har han sammen med teamets teknikere arbejdet med alle de data der er indsamlet hen over sæsonen, og selvfølgelig specielt dem fra Jyllands-Ringen.
Ud fra denne gennemgang, samt Jason's erfaring med banen, har de nu et helt nyt setup klar til SEAT raceren.
"Vi har selvfølgelig holdt fast i det vi ved virker, men ud fra vores analyser har vi fundet yderligere nogle nye tiltag, som det skal blive spændende at få afprøvet i den fri træning" - udtaler Jason Watt.


Selv om sæsonen går på hæld, arbejdes der stadig på at finde nye løsninger der kan give lidt mere fart rundt på banen.
(Foto: Tommy Hostrup Galskjær)

Set hen over sæsonen er Jason Watt godt tilfreds med hvad de som et 'lille' privat team med kun en bil har kunne opnå, i det store hele er forventningerne blevet indfriet, dog er det lidt ærgerligt at han ved to lejligheder uforskyldt er blevet 'kørt af banen' af konkurrenterne, og dermed er uden chancer for at kæmpe med om topplaceringerne i DTC mesterskabet.

Men selv om mesterskabet er smuttet for i år, betyder det ikke at Jason har tænkt sig at slække på gassen:
"Jeg kommer ikke op på Jyllands-Ringen for at 'fedtspille' og bare køre sikre point hjem, jeg kører efter et top resultat på dagen - et godt løbsresultat denne weekend er vigtigere end point til mesterskabet" - fastslår Jason Watt, der dog samtidig vil forsøge at fastholde sin placering i mesterskabet, den skal ikke sættes overstyr!


Jason Watt kører efter et topresultat ved DM Finalen.
(Foto: Tommy Hostrup Galskjær)

Som yderligere motivation for Jason Watt angående et topresultat ved DM Finalen, kan han tænke tilbage på sidste gang DTC kørerne var på Jyllands-Ringen. Der hjemkørte Jason en flot 3. plads, efter en dristig og flot overhaling på sidste omgang af Honda køreren James Thompson for enden af langsiden - lige ud for VIP tribunen - det har givet smag for podiet!

Så du ikke den flotte overhaling, så tag et kig på linket herunder:

For Danish Touringcar Championship deltagerne ved DM Finalen starter programmet lørdag, hvor der klokken 10:50 og 14:00 køres to frie træninger, de efterfølges af kvalifikationen klokken 15:50.
Søndagen startes med en kort warmup klokken 10:25, og henholdsvis klokken 12:55 og 16:05 starter de to kvalifikationsløb, og der afsluttes med selve DM Finalen klokken 16:55.


Hr. Nielsen


Læs mere om:
  • Jason Watt
  • Team BYGMA Jason Watt Racing
  • Jyllandsringen
  • 04/10/09 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde