Formel Ford Festival DK   22/09/09

Stopper det aldrig?
Et af Danmarks ubestridt største motorsportstalenter, Dennis Lind, Roskilde, havde endnu en uheldig weekend i sin Van Diemen Formel Ford-racer på Padborg Park.
Efter at have haft en forrygende fantastisk forårssæson, har efterårssæsonen været hård ved både materiel såvel som den solide føring i mesterskabet. Den første Formel Ford Festival på Padborg Park skulle være en tiltrængt måde at få succes, selvtillid og præmiepenge med hjem.
Desværre gik det ikke som planlagt.

'I træningen røg der endnu en trækaksel', fortalte en meget slukøret Dennis Lind, der ellers havde tænkt sig at denne søndag skulle være et vendepunkt for en sur efterårssæson. Tidtagningen måtte derfor briste eller bære, og med næstbedste tid var det 'ikke helt tosset', som stortalentet selv udtrykte det.


Der var fuld fart på, da Dennis Lind indtog den sønderjyske asfalt.
(Foto: Gripping Media)

Med en startplacering ved siden af mesterskabsrivalen, Jesper Egebart, var der lagt op til en kanondyst, og ganske rigtigt blev det til en herredyst mellem de to teenagere. Dennis måtte dog lade Jesper Egebart få et forspring mod mål, da teamkammeraten, Mikkel Mac, kom faretruende tæt på. En andenplads passede dog både Dennis og teamet godt efter arbejdet med at få bilen til at køre.

Igen i 2. heat blev der kørt race om de forreste pladser, men igen måtte Dennis se Egebart smutte med sejren, denne gang dog kun med 0,35 sekunds forspring. Dermed var der lagt op til et finaleheat, der med sine 21 omgange viste sig at blive en rigtig gyser.


Dennis havde nogle forrygende kampe med Jesper Egebart.
(Foto: Gripping Media)

Efter et par omgange bag Egebart, tog Dennis føringen af løbet. Et par omgange efter byttede pladserne igen, og næsten samtlige 21 omgange blev kørt med få centimeters luft mellem de to racere med mange spændende manøvrer. Det lykkedes dog ikke Dennis at komme forbi Egebart, selvom han blot to omgange før det ternede flag kortvarigt havde føringen. Da de to biler passerede målstregen, fik Dennis imidlertid skubbet til Egebarts racer, der kom ud af kontrol og spandt af banen. Det takserede dommerne til en 10 sekunders tidsstraf, der sendte Dennis direkte ned på 3. pladsen.


Pokaler er der altid plads til.
(Foto: Gripping Media)

Utroligt skuffet og irriteret havde Dennis ikke meget at sige til det hele. En weekend der ikke startede optimalt, og som ikke endte som han havde håbet på. 'Heldigvis talte løbene ikke til det generelle mesterskab, som jeg stadig fører med ét point', siger Dennis, der om to uger må gøre en enorm indsats for at sikre sig mesterskabet i Formel Ford-klassen. 'Om ikke andet, så bliver mesterskabet ikke afgjort før vi er kørt over målstregen for sidste gang i sidste løb, så det bliver helt vildt intenst og spændende', smiler den så oftest positive racerkører.

Dennislind.dk

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Dennis Lind
  • Fluid Motorsport
  • Padborg Park
  • 20/09/09 - Padborg Park - Formel Ford Festival DK - EM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde