Danish Endurance Championship   14/09/09

Tegllund Racing fortsætter jagten
DEC - Danish Endurance Championship- på langdistancemesterskabet
Tegllund Racing fortsætter jagten på mesterskabet, når den næste runde af Danish Endurance Championship køres på Padborg Park den 19. september. Det er årets næstsidste afdeling af den danske Mini Le Mans-serie, og efter holdets uheld i sidste måned kan det gå hen og blive et nøgleløb for Tegllund Racing.

”Vi skal vinde både dette løb og det næste, hvis vi skal have en chance for mesterskabet,” siger Kurt Thiim. ”Mit uheld på Ring Djursland kostede os så mange points, at vi ikke længere selv kan afgøre mesterskabet, selv om vi tidligere i år har scoret en første- og en andenplads. Selv om vi vinder de to sidste løb i år, så er der et andet hold, som kan ende med flere points, hvis de slutter lige efter os. Vi kan kun sørge for at gøre vores job så godt som muligt, og så må vi se, hvordan det går med det andet hold. That’s racing.”


Tegllund Racing skal vinde de to næste løb hvis de skal tage mesterskabet.
(Foto: Tegllund Racing)

Tegllund Racing har dog sørget for at være velforberede til det kommende løb på Padborg Park. Dels har teamet testet, dels er der blevet foretaget en række modifikationer af racerbilen.

”Vi havde en god test i sidste uge,” fortæller Per Johansen. ”Vi har fået en anden kobling og et andet svinghjul, som skulle give bedre omdrejninger, og så har vi fået en gearing, som efter planen skulle passe bedre til banen. Ved testen viste det sig imidlertid, at sjettegearet var lidt for højt, men heldigvis fandt vi ud af det i testen, så vi har kunnet rette det inden løbet.”


Tegllund Racing har testet inden næste langdistanceløb.
(Foto: Tegllund Racing)

Racerbilen er naturligvis også blevet gennemgået minutiøst efter det uheld, hvor Kurt Thiim ramte en jordvold efter at være gledet i noget olie.

”I princippet havde bilen ikke taget mere skade, end vi kunne løse det på stedet,” forklarer Per Johansen. ”Den bagbro, som vi monterede, var en standarddel, som vi siden har modificeret, ligesom vi har fået de rigtige støddæmpere på bilen, så det var egentlig blot småting, som skete. Bilen er igen i topform, og det må vi så også håbe, at alle vi kørerne er.”

”Jeg synes i hvert fald, at jeg er klar, for jeg går jo og kikker på Padborg Park hver eneste dag, så jeg burde kunne finde rundt herude,” tilføjer Tom Pedersen. ”Vores nye gearinger er jeg overbevist om vil gøre os hurtigere i trafikken. Farten er der, så vi skal bare gennemføre uden problemer. Denne gang bliver der også en Porsche at kæmpe imod, og den kunne jeg godt tænke mig at prøve at slå. Det bliver nok svært, men vi vil gøre forsøget.”

”Med de biler, der er med i vores klasse, har vi vinderbilen,” slår Kurt Thiim fast. ”Bilen mangler måske lidt power, men den er godt skruet sammen, den er konstant og stabil, så vi har gode kort på hånden. Det problem, vi sidste gang havde med en ødelagt generatorrem, skulle også gerne være løst, så vi kan gå igennem chikanen med fuld fart, uden at den hopper af.”

Tegllund Racing


Læs mere om:
  • Kurt Thiim
  • Per Johansen
  • Tom Pedersen
  • Tegllund Racing
  • Padborg Park

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk