Danish Touringcar Challenge   25/08/09

Blandede bolcher
Det blev til en lidt blandet dag for Chevrolet Motorsport Danmark. Henrik Lundgaard fik ikke helt det ud af bilen, som han gerne ville, men Michel Nykjær reddede dagen med en andenplads i finalen.

Første heat begyndte ellers godt, da både Michel og Henrik kom godt fra start og lagde sig lige bag Casper Elgaard, som straks stormede afsted fra sin pole position. Men mens Michel Nykjær kunne holde sin plads som nummer 2 helt til mål, så var Henrik ikke sluppet fri af forfølgerne. Allerede senere på første omgang mistede han sin 3. plads og fra da af kunne han ikke rigtig holde trit med de førende.
"Jeg havde et problem med manglende bid i forenden af bilen. Fordækkene blev simpelthen for varme for mig i løbet af kort tid," fortalte Henrik bagefter.

Det var et problem, som Henrik kom til at slås med i samtlige heats. Alligevel fik han i andet heat kørt en 3. plads i hus og fik trods alt smidt en god håndfuld points ind på kontoen. Her var det i stedet Michel Nykjær, som havde et skidt heat.
"Efter andenpladsen i første heat så jeg frem til at skulle ud og køre mig op igennem feltet i andet heat. Men det gik slet ikke. Starten er noget rigtig rod. Startlysene fungerede ikke ordentligt og jeg var sikker på, at starten ville gå om. Det troede Jason lige foran mig vist også, for da starten alligevel gik, kommer vi to slet ikke afsted," forklarer Michel Nykjær.
Da han så oven i købet heller ikke rigtig syntes, at bilen kørte helt optimalt, så blev den forventede opkørsel igennem feltet rent ud sagt aflyst og Nykjær måtte nøjes med en skuffende 8. plads.

Den blev der så til gengæld taget revanche for i finaleheatet!
"I pausen inden sidste heat blev vi enige om at justere lidt om på bilen. Og der ramte vi plet! Bilen var flyvende! Jeg fik kørt mig op på en andenplads og overhalede Thompson undervejs. Det var ærlig talt en dejlig følelse at køre udenom ham," smilede Nykjær efter at have været på podiet i finaleheatet.


(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

Således sluttede en noget blandet dag alligevel med en podieplads og - for Michel Nykjærs vedkommende - en god pointhøst til mesterskabet.
"Michel hentede point på Thompson og det er den rigtige vej. Det så godtnok sort ud efter andet heat, men det reddede dagen, at vi får rettet op på det i finaleheatet," konkluderer teamchef Kent Bo Steffensen.

Chevrolet Motorsport Danmark


Læs mere om:
  • Henrik Lundgaard
  • Michel Nykjær
  • Chevrolet Motorsport Danmark
  • Perfection Racing
  • Jyllandsringen
  • 23/08/09 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk