Special Saloon   17/08/09

Afgørelserne nærmer sig!

Efter Padborg Super Prix er mesterskaberne i Bel-Ray SSC Challenge tæt på at være afgjort.
Med kun seks løbsweekender i 2010 pga. det aflyste løb på Anderstorp, har den altid publikumsvenlige klasse kun to weekender tilbage før sæsonen er slut.

Weekendens to løb på Padborg Park gav på trods af afbud fra en del af kørerne underholdning for alle pengene. Frederik Holm satte sensationelt pole position i begge tidtagninger, formentlig hjulpet på vej af Lars Schönemann, der i den første tidtagning spandt af banen, mens han i den næste tidtagning ramte nogle af banens Rockwool-baller for ikke at ramme Dennis Holbæk, og dermed fik skader på bilen.


Jacob Borum eksperimenterede ved at fjerne spoileren. Det fortrød han efter en snurretur...
(Foto: Gripping Media)

Netop "nær-ved-ulykken" mellem Schönemann og Holbæk fik førstnævnte til at melde fra til resten af sæsonens løb i frustration. Ærgerligt, da mesterskabet var indenfor rækkevidde for nordsjællænderen.

Johannes Graversen mistede sin bedste tid i første heat efter at have overhalet i gul flagzone, ligesom Jacob Borum måtte starte på bagerste række, da han havde forladt pitområdet før tidtagningen var slut.


Imponerende; Frederik Holm satte dobbelt pole position på Padborg Park.
(Foto: Gripping Media)

Frederik Holm formåede ikke at udnytte sin pole position i første løb, hvor han efter hård kamp måtte slippe Christer Gislerud forbi, dog uden helt at slippe taget i den norske Porsche-kører. Undervejs satte Gislerud desuden ny banerekord for SSC-klassen, 1:01,972 - så der er ingen tvivl om, at der er fart på den unge nordmand.

Jørgen Hansen gjorde sit for at følge de to yngre kørere, men der var ikke flere kræfter at hive ud af BMW'en, så han holdt sin 3. plads til målstregen foran Michael Jacobsen i Aquila. Længere nede i feltet kunne man se Johannes Graversen kæmpe sig frem fra sidstepladsen, og det foregik i en meget hurtig og publikumsvenlig stil.
Størstedelen af svingene blev taget med en anelse overstyring på den lille Fiat X 1/9. Graversen var heller ikke til at pille smilet af, da løbet var slut. "Det var bare så sjovt! Der blev kørt race for alle pengene!", lød det fra en storsmilende Johannes Graversen.

Andet heat blev, trods vejrprofeternes dystre forudsigelser, kørt i tørvejr - til manges store glæde. Denne gang med Graversen oppe på 3. startposition, så Gislerud og Holm skulle få lidt mere at se til.
Endnu en gang måtte Frederik Holm finde sig i at blive overhalet af den sølvfarvede Porsche 997, men denne gang lykkedes det også Graversen at snige sig forbi den ellers meget brede Renault Megane Trophy.


Graversen snuppede føringen i 2. heat.
(Foto: Gripping Media)

Hans Henrik Pedersen får mere og mere fart i sin buldrende Corvette C5R, og man kan godt forvente at han ligger med helt i toppen af feltet, hvis ikke i de sidste to løb, så i 2010.


Alternativ airconditioning? Hans Henrik Pedersens Corvette bliver hurtigere og hurtigere.
(Foto: Gripping Media)

Weekenden sluttede skidt for både Dennis Holbæk og Jørgen Hansen. Begge kørere måtte tage hjem med ødelagte motorer, og som det ser ud i skrivende stund, når ingen af dem at blive klar til Grand Prix Danmark på Jyllandsringen den 23. august.

Bel-Ray SSC Challenge

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Christer Gislerud
  • Frederik Holm Olsen
  • Hans-Henrik Pedersen
  • Jakob Borum
  • Johannes Graversen
  • Lars Schönemann
  • Padborg Park
  • 09/08/09 - Padborg Park - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde