Super Challenge   03/07/09

Steven Tirsgaard sætter ny banerekord
MC-Basen Super Challenge- på Jyllandsringen
Jan Jespersen, Herlev, Carsten Lund, Søsum, begge Aagesen Motorcykler samt Steven Tirsgaard, Give og Steen Hansen, Herning fra Team Martin – Speed of Light deltog på Jyllandsringen i 3. afdeling af MC Super Challenge i den forgangne weekend.

Steven satte en ny imponerende banerekord for motorcyklerne på Jyllandsringen i 2. løb på 1:10,470 minut for 1 omgang på banen. En forbedring på knap 0,5 sekund i forhold til den eksisterende banerekord, der i øvrigt tilhørte Jan Jespersen fra 2008. Vejret viste sig fra sin bedste side med høj sol, høje temperaturer og lidt vind begge dage, hvilket kunne give problemer med køling af motorerne.

Tidtagningen lørdag resulterede i en front med de 4 Honda kørere fra team Martin Speed of Light. Jan som nr. 1 og på de følgende startplaceringer Steven, Steen og Carsten.

I det første løb søndag tog Jan Jespersen straks føringen, der blev holdt til mål. Undervejs havde Steven Tirsgaard været oppe at presse Jan, men pludselig satte gasspjældet sig fast for enden af langsiden, og Steven måtte lave en feberredning for ikke at ende i gruset. Det gentog sig et par gange, hvorfor Steven måtte se Jan slippe af sted samtidig med, at Thomas Harding kørte forbi. På sidste omgang lykkedes det også Steen Hansen at indhente Steven for at ende på podiet som nr. 3 lige foran Steven, der måtte tage til takke med den samlede fjerde plads. Carsten Lund fik en fantastisk start og indtog anden pladsen, men måtte senere afgive pladsen for at ende som nr. 5 lige foran Kenn Jensen.


(Foto: Allan Toft)

Det andet løb i serien blev road racing på højt niveau med intense dueller, men løbet blev desværre afbrudt grundet Jan Jespersens styrt på tiende omgang. Atter tog Jan Jespersen føringen med Thomas Harding på anden pladsen og Steven Tirsgaard som nr. 3, mens Steen Hansen og Carsten Lund kom på de følgende pladser.

De 3 forreste kørere trak fra, mens Steen Hansen blev efterladt i ingenmandsland på fjerde pladsen. Steven lagde pres på Thomas, der blev passeret på fjerde omgang efter nogle forsøg, og derefter blev jagten sat ind på Jan. Steven kom hurtigt helt op i baghjulet på Jan, hvor der udspandt sig nogle meget hårfine dueller, hvor de skiftedes til at være førende med Steven først ind over målstregen på 8. omgang. På den efterfølgende omgang sprøjtede der noget vand fra en defekt slange ud på Jan´s baghjul i svinget efter langsiden. Jan reddede dog den første udskridning, men i det efterfølgende skarpe sving blev Jan kastet meget voldsomt af motorcyklen midt på banen.

Løbet blev stoppet før tid, så Jan kunne få hjælp og blive kørt på til hospitalet. Her blev det konstateret, at Jan havde brækket et kraveben og en finger, ligesom han var meget forslået på ryggen efter styrtet. Efter endt undersøgelse og behandling er Jan hjemme på sin bopæl i Herlev. Resultatet af løbet blev beregnet efter sidste fuldførte omgang, hvor Jan var toer efter Steven med Thomas Harding som nr. 3 og Steen og Carsten på de følgende pladser som nr. 4 og 5.

”Jeg har ikke været helt frisk i den forgangne weekend, hvorfor jeg er meget tilfreds med de 2 femtepladser, der samtidig rykker mig frem til en samlet 5. plads i serien lige foran Kenn Jensen og Kim Phillip. Nu skal jeg forsvare min femteplads i de næste løb,” slutter Carsten. Efter weekendens løb siger Steen Hansen; ”Under lørdagens anden tidtagning ville jeg meget gerne forbedre min tredje startplacering, hvorfor jeg flyttede bremsepunktet for enden af langsiden, men i stedet for en bedre startplacering endte jeg med en kolbøtte ud i sandet foran VIP tribunen. I anden halvdel af sæsonen skal jeg have fat i den foranliggende Thomas Harding,” afslutter Steen.

Steven Tirsgaard sagde efter løbene: ”Jeg fik noget af en forskrækkelse i søndagens første løb under dysten med Jan Jespersen, da jeg pludselig ikke kunne tage gassen af motorcyklen i svinget efter langsiden. Inden jeg nåede at koble ud og bremse, var cyklen på vej ud i sandet. Jeg måtte se Jan forsvinde ud i horisonten samtidig med, at Thomas Harding og teamkammerat Steen Hansen efterfølgende passerede forbi. Mekanikerne fik lokaliseret og rettet fejlen inden løbet søndag eftermiddag. Det skal lige siges, at Dunlop dækkene fungerede helt optimalt under løbet søndag eftermiddag,” slutter Steven.

Den samlede stilling i MC Super Challenge: Steven Tirsgaard nr. 1 med 124 point, Jan Jespersen nr. 2 med 115 point, Steen Hansen med 84 point og Carsten Lund nr. 5 med 64 point.

Næste løb i MC Super Challenge er den 9. august på Padborg Park.

Martin Speed of Light
TH Motorsport





Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 28/06/09 - Jyllandsringen - Super Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde