Danish Touringcar Challenge   28/06/09

Thompson og Poulsen sikrede 1-2-sejr for Honda
Jan Magnussen ødelagde sine sejrsmuligheder med en tyvstart
James Thompson, England, forsvarede sin føring i årets Danish Touringcar Championship, da han på FDM Jyllandsringen kom først i mål i finalen ved søndagens Bilen Juniløbet med sin teamkammerat Per Poulsen, Årup, som nærmeste forfølger på andenpladsen.

Briten var blevet henholdsvis nummer tre og fire i de to kvalifikationsheats, der var gået forud for finalen, og disse resultater havde givet ham startposition tre på startgridden til finalen efter teamkammeraten Per Poulsen og Jan Magnussen, England.


Per Poulsen og James Thompson i front for finalen, som briten vandt
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

Sidstnævnte tabte reelt mulighederne for en sejr i sekunderne inden finalen blev skudt i gang. Den regerende mesters BMW 320si E90 havde nemlig fronten et stykke længere fremme end Per Poulsens Honda Accord, der ifølge reglementet skulle føre an og diktere tempoet ved rullestarten. Dette blev prompte takseret til en tyvstart, og efter at have afsonet den stop-and-go, der er straffen for forseelsen, valgte Jan Magnussen at parkere sin bil og følge resten af finalen som tilskuer.

Per Poulsen kunne nu for første gang i sin karriere føre et DTC-løb an, men bagfra kom James Thompson med tydeligvis mere fart i bilen, og efter en kort duel kom briten i front, hvorefter han kunne sikre sig sin og Hartmann Honda Racings anden finalesejr i træk. Per Poulsen kørte karrierens bedste resultat hjem med en andenplads, selv om han undervejs i finalen blev presset hårdt af Henrik Lundgaard, Hedensted, der sammen med teamkammeraten Michel Nykjær, Næstved, i forholdsvis sikker stil havde delt sejrene i de to forudgående kvalifikationsheats mellem sig.


Kasper Jensen holdt føringen i andet heat indtil de første sving på FDM Jyllandsringen, hvor han blev overrumplet af Henrik Lundgaard og Jason Watt
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

Per Poulsens finaleresultat gjorde ham til en suveræn vinder af privatkørernes DTC Cup, hvor han sluttede foran Jens Møller, Ikast, og Kasper Jensen, Aalborg, mens John Hansen, Kruså, var weekendens bedste startende blandt Invitation Only-kørerne.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 28/06/09 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge
  • Juni løbet - DTC - Finalen
  • Juni løbet - DTC - Heat 1
  • Juni løbet - DTC - Heat 2

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk