FIA GT3   22/06/09

Christoffer Nygaard vinder EM-sejr
Den unge dansker sejrede sammen med Florian Gruber i EM-løb i Tyskland
Christoffer Nygaard scorede karrierens hidtil største triumf, da han søndag eftermiddag sammen med sin tyske teamkammerat Florian Gruber kom først i mål i det sjette løb i årets officielle Europamesterskab for GT3-sportsvogne på Oschersleben.

Sejren kom i hus efter en fantastisk opkørsel af det dansk-tyske makkerpar, der var startet løbet som nummer otte, men først i allersidste øjeblik sikrede sig sejren.

”Det er helt sindssygt dette her. Det er ikke gået op for mig endnu,” sagde racerkøreren fra Lyngby, efter at han havde modtaget pokalen og havde fået lov til at sprøjte med champagnen. ”Det er min første sejr i EM for GT-sportsvogne, og det er også den første for mit team, Fischer Racing. Det er bare fantastisk.”


Christoffer Nyggard (th) vandt sammen med Floran Gurber dagens EM for sportsvogne.

Christoffer Nygaard og Florian Gruber fik intet forærende i weekendens EM-afdeling i det nordlige Tyskland. I den første tidtagning var mandskabet blevet nummer fem, mens de i den anden var blevet nummer otte. Og da man lørdag kørte det første af weekendens to EM-løb, måtte de udgå efter lidt mere end halvdelen af løbet, da en rem til generatoren sprang og motoren overophedede. Mekanikerne fra Fischer Racing måtte derfor bruge det meste af lørdag aften på at skifte motor i den hvide Ford GT, så den kunne være klar til søndagens løb, hvor duoen skulle starte som nummer otte.

”Florian tabte noget i starten, men han kom op som sekser, da han gik i pit,” forklarer Christoffer Nygaard om dagens løb. ”Da jeg kom på banen, var jeg syver og lå lidt for mig selv. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, hvilken af bilerne på banen, jeg egentlig lå og kæmpede imod, men så begyndte de også at gå i pit en efter en. På et tidspunkt kom der en Aston Martin ud på banen foran mig, som jeg troede var en omgang efter, for ham kom jeg hurtig forbi. Men det var han ikke, og det viste sig, at jeg havde taget tredjepladsen fra ham.”


Christoffer Nygaard kørte denne Ford GT til sejr i EM-løbet i Nordtyskland

”Pludselig var der en hel stribe biler, som jeg meget nemt kunne indhente, så jeg kaldte over radioen for at høre, om der var safety car for ikke at dumme mig. Men det var der ikke. På sidste omgang gik jeg forbi køreren, som lå toer, og den sidste, der var foran mig, fik så et tidstillæg for ikke at have udført en drive through-straf, og det betød, at Floran og jeg havde vundet. Men det fandt vi først ud af, da de kaldte os op på podiet for at give os den store pokal…”

Afslutningen på søndagens løb var mere fantastisk, end Christoffer Nygaard nogensinde havde drømt om.

”Det var de mest sindssyge tre omgange, jeg har oplevet i mit liv som racerkører. Det var godt nok vildt med de overhalinger. Jeg tror stadig ikke jeg har fattet det,” siger den unge danske racerkører.

”De tre omgange, tror jeg aldrig nogensinde, jeg vil glemme. At komme fra en fjerdeplads til en førsteplads på de tre sidste omgang, er bare utroligt. Jeg pressede på og pressede på, og det var bare om at tage så mange som muligt uden risiko. På sidste omgang tror jeg, at jeg overhalede tre biler uden at vide, hvem jeg var på omgangshøjde med, og den sidste gjorde så, at vi vandt…”

Søndagens sejr betyder, at Christoffer Nygaard og Florian Gruber avancerede fra niende- til sjettepladsen i kampen om årets Europamesterskab for FIA GT3-biler, hvor næste afdeling køres i Algarve i Portugal i september.

Christoffer Nygaard


Læs mere om:
  • Christoffer Nygaard
  • Fischer Racing
  • Oschersleben
  • 21/06/09 - Oschersleben - FIA GT3

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde