DM Rally   09/06/09

Rallytalenter på vej frem
Kristian Nymann og Allan Kjølhede overvandt deres første krise
Forventningspresset på unge sportstalenter er ubønhørligt, uanset om man hedder Caroline Wozniacki, eller man er to unge gutter på 21 år, der har fået en lynstart i rallysporten

Men med weekendens DM-rally bag sig kan Kristian Nymann og Allan Kjølhede fra Løgstrup uden for Viborg atter trække vejret lettet: Efter at have været under pres de seneste måneder blev de nr. 24 ud af 55 deltagende mandskaber i Danboring Rally, et af løbene til danmarksmesterskabet i rally. Og efter problemer i årets start har de atter styr på karrieren.


Grus og sten sprøjter fra hjulene, når Kristian Nymann og Allan Kjølhede drifter gennem svingene i deres Citroën C2.
(Foto: Michael Eisenberg)

Forventningspresset fik Kristian Nymann og Allan Kjølhede at mærke, da de sidste efterår sensationelt vandt klassesejr i deres første store rally. De to unge gutter er med i Dansk Automobil Sports Unions meget professionelle talentudviklingsarbejde, Rally Challenge II. Her hjælper idrætspsykologer, fitnesstrænere og topkørere inden for rallysporten til med råd og dåd. Og med en helt ny specialbygget Citroën C2 rallybil med 185 hestekræfter til rådighed fra sæsonstart var der lagt op til store resultater.

Men i en test inden første rally i år var Kristian Nymann så uheldig at vælte med sin helt nye bil med den tidligere danmarksmester Morten Karl som coach i navigatørsædet. Det gav skrammer i lak og selvtillid, og første DM-rally måtte droppes, da bilen ikke kunne nå at blive færdig.

I weekendens Danboring Rally fik Kristian Nymann og Allan Kjølhede dog selvtilliden tilbage. En tag-det-roligt-taktik gav succes: "Jeg har aldrig kørt på grusveje før, så jeg noget af den tid, vi vandt på asfaltprøverne, satte vi til igen på grusprøverne. Men samarbejdet i bilen på hastighedsprøverne gik bedre og bedre og vi har fået styr på vores kørsel," sagde en glad Kristian Nymann ved målet i Hammel.


Bare 21 år og med en rallybil på 185 hestekræfter. En drøm, men også et pres på Kristian Nymann (til højre) og Allan Kjølhede.
(Foto: Michael Eisenberg)

Codriver Allan Kjølhede sekunderede: "Vi havde lidt nerver på i starten, men vi kom ind i en god rytme, og det blev et sjovt motorløb."

Teamchef Per Nymann er far til Kristian og tidligere topnavigatør i rally. Han var også en tilfreds mand: "Vores to unge kørere kom atter ind i rytmen, og i takt med at selvtilliden vokser løb for løb, kan de nu for alvor begynde at skrue op for gassen igen," siger Per Nymann.

Næste gang, Kristian Nymann og Allan Kjølhede skal til DM i rally, bliver i september, hvor Sydfyn lægger vej til et meget krævende rally.

Nymann Motorsport


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Kristian Nymann
  • 06/06/09 - Hammel - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk