F1800 FFB   07/06/09

Nils K. Vestergaard toer i vesteuropæisk FF-serie
Topfighten i den vesteuroppæiske racing-serie: Formula Ford Benelux har ved premieren ved 2009-premieren været meget tæt og yderst intens. Racing engineer-studenten: Nils K. Vestergaard fra Fyn - med base i engelske Oxford - var imidlertid godt forberedt på de skærpede udfordringer i single seateren. 2009-sæsonens anden løbs-weekend foregik på fynboens hollandske hjemmebane i Zandvoort.

- Vejrbetingelserne var ændret drastisk fra den klamme tåge og havgus til premieren i påsken, oplyser Nils K. Vestergaard. - Derimod blev arrangementet afviklet under ideelle lune varmegrader, uden at kørerne smeltede væk ude på asfalten. Desuden undgik FFB-feltet det evigt tilbagevendende problem med et tyndt lag sand på idealsporet, fordi den 4.200 m. lange grand prix-bane ligger i et klitområde lige uden til Nordsø-kysten.


Nils K. Vestergaard er stolt af sin single seater i den nye lakering.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Under kvalifikationen til løbsweekendens 2 FFB-heat kørte TOP FEM op mod et sekund hurtigere end den gældende banerekord på Zandvoort. Blandt frontrunnerne scorede Nils K. Vestergaard en fjerdeplads: - Jeg fik ikke de mest optimale betingelser. Jeg måtte således foretage en overhaling på min allerhurtigste omgang, hvilket kostede en tiendedel sekund eller to.

I det første FFB-heat blev Nils K. Vestergaard straffet en smule for et højt dæktryk i forhjulene. Dette gav problemer med at holde placeringerne efter grand prix-banens langside.


Nils K. Vestergaard avancerede til 2. pladsen i FFB-mesterskabet 2009.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Formel Ford køres som sprintheat med fuldt tempo fra startflaget til målstregen, supplerer teamchef og far Gert Vestergaard. - Der er derfor ikke tid under racet til at køre i pit og få dæktrykket ændret. Man smider hurtigt 15-20 sekunder væk, hvilket frontrunnerne absolut ikke har råd til. Således var forskellen mellem de to forreste i dette FFB-heat under et sekund på mållinjen.

- Jeg havde virkelig god fart i raceren, fortsætter Nils K. Vestergaard. - Derfor fightede jeg videre under de vanskelige betingelser, hvor forhjulene havde tendens til overbremsning. Til sidst i FFB-heatet fandt jeg desuden yderligere speed, og kunne derfor indlede en overhalings-fight med de forankørende.


Racing engineer-studenten: Nils K. Vestergaard kæler for detaljerne i sin FF-racer.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Under en overhaling i et Zandvoorts hurtige sving flettede Nils K. Vestergård hjul med en konkurrent, hvilket sendte udenlandsfynboen på skrå kurs ud mod sikkerhedsbarrieren: - Heldigvis er Formel Ford sikkert opbygget, og samtidig har kørerne den god personlige udrustning i styrthjelm med tilhørende nakkekrave. På en meters penge blev jeg således bremset fra over 100 km/t, hvilket ryddede forreste højre hjørne på raceren totalt, men jeg kunne gå uskadt derfra.

I pausen på små 4 timer mellem de to FFB-heat kom Racingteam Vestergaard virkelig på overarbejde. Gert Vestergaard roser indsatsen: - Alle knoklede til den store guldmedalje med raceren. Heldigvis var det muligt at få de nødvendige stumper til genopbygningen. Nils fik pludselig brug for sine udenbyske talegaver hos de andre racingteams som indsamler af reservedele.


Siddebrønden i Formel Ford-raceren sikrede Nils K. Vestergaard ved nærkontakten med sikkerhedsbarrieren.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Jeg fik dog lige mulighed for lidt afdampning inden det andet FFB-heat, oplyser Nils K. Vestergaard. - I dette race kæmpede vi i TOP FEM indædt om sejren, og nu var det konkurrenternes tur til at score uheld. Jeg udnyttede situationen til at køre mig frem som toer, men måtte desværre overlade placeringen til veteranen: Michel Florie. Jeg var således tvunget til at køre med et nedslidt reservedæk på højre forhjul, fordi nærkontakten med stålbarrieren havde flænset konkurrencedækket i stumper og stykker. Jeg tabte derfor speed i venstrekurverne.

Racingteam Vestergaard var rævestolte af tredjepladsen i løbsweekendens andet race. Dette bevirkede samtidig et spring fra femte- til andenpladsen i den samlede FFB-stilling. Den danske samt den udenlanske FF-satsning foretages i samarbejde med oliefimaet Gulf.

- Næste FFB-løbsweekend er herudover en afdeling af det danske mesterskab, afslutter Nils K. Vestergaard. - I mellemtiden har vi planlagt en optimering af set uppet på undervognen. På mit studiested: Brookes Oxford University har jeg fået lov til at checke raceren i en speciel testbænk, som sætter særlig fokus på støddæmpere og fjedre.

RACINGTEAM VESTERGAARD


Læs mere om:
  • Nils K. Vestergaard
  • Zandvoort

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde