Danish Touringcar Challenge   26/05/09

Historisk Honda sejr
Hartmann Honda Racing tog historisk sejr i weekenden på Padborg Park
Søndag strøg Hartmann Honda Racing helt til tops i Danish Touringcar Championship. På Padborg Park kom den sejr, man længe havde ventet på. Den første nogensinde i en DTC-finale. Og ikke bare den første for teamet. James Thompsons flotte finalesejr var også den første for Honda i DTC-serien, hvor englænderen tillige kørte sig frem på førstepladsen i kampen om mesterskabet. Ikke nok med det. Per Poulsen sejrede også i privat cuppen, så Hartmann Honda Racing nu fører begge mesterskaber!

”Jeg er rigtig glad på teamets vegne. Det er på en eller anden måde en tilbagebetaling for alt det arbejde, som de har gjort i vinterens løb. Det er virkelig et stort teamresultat,” siger James Thompson oven på sejren.

Lige fra weekendens start stod det klart, at Hartmann Honda Racing var en af kandidaterne til den samlede sejr. James Thompson var hurtigst i de frie træninger, men en mindre teknisk defekt betød, at han blot blev toer i tidtagningen.

”Vi vidste, at vi havde en hurtig bil, men tidtagningen var en skuffelse,” indrømmer Hartmann Honda Racings britiske stjernekører. Han måtte derfor bruge hele første løb på at presse Henrik Lundgaard, men uden at han kom forbi. I det andet løb viste han sin klasse ved at lave flere overhalinger og rykke fra en startplacering som nummer syv til en fjerdeplads i mål.


James Thompson kørte Hartmann Honda Racing i front.
(Foto: Ib Trebbien)

”Det gav mig pole position til finalen, og det udviklede sig rigtig godt for os, for jeg kunne holde føringen igennem første sving, og herefter kunne jeg udnytte farten i bilen resten af løbet,” fortæller James Thompson. ”Jeg er meget tilfreds på teamets vegne. Vi har startet en god sæson, vi har god opbakning fra alle og vi kan være konkurrencedygtige. Det er rart, at vi nu får resultaterne af alt det arbejde, der er blevet puttet ind i projektet. Det er meget tilfredsstillende.”

Det var ikke kun James Thompson, der fik Hartmann Honda Racing til tops på Padborg Park. Også teamets deltager i privatkørerne DTC Cup, Per Poulsen, leverede varen. I alle tre løb satte han trumf på og blev bedste privatkører, og dermed sørgede han for, at Hartmann Honda Racing nu har en kører forrest i tabellen i såvel Danmarksmesterskabet som i DTC Cuppen.


Med tre førstepladser fører Per Poulsen privatcuppen.
(Foto: Ib Trebbien)

”I det store og hele kan man ikke være andet end tilfreds. Jeg ender ud med at vinde privat cuppen, men jeg havde selvfølgelig håbet på at kunne blande mig lidt mere i specielt heat to og kunne have holdt en bedre placering, end jeg egentlig gjorde, men mine tanker lå nok mest på DTC Cuppen,” fortæller Per Poulsen med henvisning til det andet af søndagens tre løb.

Her formåede Honda-køreren længe at indtage en andenplads efter den garvede John Nielsen, men midtvejs i løbet måtte han lade en række konkurrenter slippe forbi.

”Det er jo så tæt i DTC, at når først en kommer forbi, så ligger den næste klar,” siger Per Poulsen. ”Men det er DTC Cuppen, jeg kører efter, og det kan hurtigt gå galt, når man ligger og kæmper med nogen, som man føler er hurtigere end en selv. Hvis man skal lukke for meget af for dem, så kan det også koste for meget på ens egen speed. Det gjaldt egentlig om at finde sin plads i feltet og så køre derfra.”

Hartmann Honda Racing


Læs mere om:
  • James Thompson
  • Per Poulsen
  • Hartmann Racing
  • Padborg Park
  • 24/05/09 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde