Special Saloon Car SS2   13/05/09

Trods pokaler var det ikke Sally Racing's weekend
Det var først dagen inden 'Åbningsløbet' på Jyllands-Ringen her i weekenden, at Jesper Sally Pedersen besluttede at stille op i Special Saloon Car klassen med sin tidligere DTC racer, en Renault Megane II.

Renault'en passer ind i klasse 2 i Special Saloon Car reglementet, og har tidligere kørt flotte resultater hjem i denne klasse, noget som Jesper Sally Pedersen nu skulle forsøge at gøre efter.

Special Saloon Car deltagerne kørte direkte ud til deres første tidtagning, uden forudgående fri træning, men dette så ikke ud til at genere Jesper, han kørte sig her til en generel 8. plads ud af de 18 biler der var på banen, hvilket placerede ham på 3. pladsen i klasse 2.

I den anden tidtagning, hvor der var kommet lidt flere biler fra klassen ud på banen, blev det til endnu en 3. plads i klassen, samt en generel 11. plads.

Det var alt i alt et fint udgangspunkt, med tanke på at det var første gang i år at Jesper kørte med Renault Megane II raceren.

Lørdag eftermiddag og aften blev der justeret lidt på undervognen af Renault'en, så den om muligt kunne stå endnu bedre fast i søndagens to løb.


Det gik rigtig godt for Jesper Sally Pedersen i første løb.
(Foto: Motorsporten.dk)

Special Saloon Car klassens løb strækker sig over 13 minutter samt en ekstra omgang, og i det første af dem viste Jesper at der stadig er god fart i både ham og 'den gamle DTC Renault', og han kørte sig op på en 2. plads i klassen.

Igen i det andet løb kørte Jesper sig op på 2. pladsen i klassen, en placering han holdt lige til slutningen af 5. omgang, hvor bilen brød i brand på vej ud af banens sidste sving op mod start/mål linien.
Jesper fik hurtigt stoppet bilen og kom ud af den i en fart.
Banens officials fik sammen med rydningsfolkene fra PF Biler hurtigt bugt med flammerne, og dermed reddet bilen for alvorlige skader.


Renault Megane II DTC raceren blev lige varm nok i andet løb.
(Foto: Motorsporten.dk)

Da bilen blev bragt tilbage i pitten, kunne Jesper og hans hjælpere i Sally Racing konstatere at det tilsyneladende var den elektriske benzinpumpe der havde forårsaget branden, samt at der intet alvorligt var sket med den tidligere DTC racer - i øvrigt den eneste af sin slags!

Teamet har allerede nu renset bilen for alt pulveret fra brandslukningen, og er klar til at gøre Renault'en raceklar igen.


Team Sally Racing's tre Special Saloon Car biler.
(Foto: Motorsporten.dk)

Team Sally Racing havde også begge deres to Volvo racere på banen i Special Saloon Car klassen, S60'eren blev ligesom sidste år kørt af Niels Høiby, og S40 raceren af Keld Graabæk der kommer fra historisk motorsport, hvor han plejer at køre en Ford Cortina Mk. II.

Niels Høiby kørte sig til en 3. plads i klasse 3 i det første af løbene, men måtte desværre udgå med mekaniske problemer i det andet løb.


Niels Høiby på vej mod 3. pladsen i første løb.
(Foto: Motorsporten.dk)

Keld Graabæk nåede kun få omgange i det første løb, så holdt han i 'kattegruset' med en ødelagt front på S40 raceren. Teamet fik dog 'nødrepareret' bilen så den kunne deltage i andet løb, hvor Keld placerede den på 4. pladsen i klasse 3.


Keld Graabæk efter at han havde forsøgt at 'face-lifte' Volvo S40 raceren.
(Foto: Motorsporten.dk)

Så udover reparationerne på Jesper's Renault, er der også arbejde på begge Volvo'er for Team Sally Racing's mekanikere inden de næste løb i Special Saloon Car klassen.
Sideløbende hermed skal de genopbygge Martin Sally Pedersen's Renault Clio Cup racer, der fik en ordentlig rulletur.


Hr. Nielsen


Læs mere om:
  • Jesper Sally Pedersen
  • Keld Graabæk
  • Niels Høiby
  • Sally Racing
  • Jyllandsringen
  • 10/05/09 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde