Advan Cup   08/05/09

En pragtfuld duft af metal
Det var ikke til at se at Team Point-S var et nyt team i dansk motorsport, da Advan Cup-mesterskabet brød løs i den forgangne weekend. Her lykkedes det nemlig at få pokaler med hjem i begge løb.

Teamets testkører og tidligere dobbelte Advan Cup-mester, Kim Lund Johansen, blev få dage før weekenden valgt til kører på den ene af de to Peugeot 307-racere, og Niels Ole Andersen havde lagt billet ind på den anden. Det skulle vise sig at være et fornuftigt line-up.

Meget uvant for klassen blev både tidtagning og de to heat afviklet søndag, så i stedet for lørdagens solskin og varme vejr, var himlen grå og banen fugtig. Ikke desto mindre lykkedes det Niels Ole at køre sig til 5. bedste tid. Kim var derimod ikke helt tilfreds med sin 9. plads, så der skulle laves nogle forbedringer på den nye Intrax undervogn.


Kim Lund var hurtigt tilbage i toppen af feltet.
(Foto: Gripping Media)

Nogle justeringer senere blev bilerne igen sendt på banen til første heat. Stik imod manges forventninger gik starten stort set gnidningsløst, og Niels Ole havde fundet endnu mere fart i bilen. Faktisk så meget fart, at han kunne stille sig på podiet og få en pokal for sin 3. plads. Undervognen på Kim's bil var kommet nærmere på den rigtige indstilling, så Kim sluttede sit løb på 4. pladsen. "Absolut en godkendt indsats", jublede Bo Laursen, der sammen med Bo Stentved udgør de to ejere af teamet.

Som vanligt bliver de seks bedst placerede kørere fra første heat vendt rundt, så den sjette bedste kører starter forrest i det næste heat. Her kunne Kim og Niels Ole begge starte i anden række, så pokalerne var igen indenfor rækkevidde. En fugtig bane og problemer med vejgrebet voldte desværre Niels Ole så store problemer, at han valgte at trække sig fra løbet og overlod dermed kampen om podieplaceringerne til Kim Lund, der efter et år med pokal-abstinenser endelig kunne betræde podiet og få en pokal for en flot 2. plads.


Også Niels Ole Andersen havde skruet op for blusset.
(Foto: Gripping Media)

"Jeg kunne simpelthen ikke få bid derude, og så valgte jeg altså at trække mig", fortæller Niels Ole, der endnu ikke med sikkerhed kan sige, om han stiller op i flere løb for Team Point-S. Han har nemlig også en BMW M3 i Bel-Ray SSC Challenge, der står og venter. Kim Lund er imidlertid ikke i tvivl om, at der kunne være en god teamkammerat i Niels Ole:

"Selvom det ikke huede mig at han kørte fra mig i første heat, er det rart at have en teamkollega, der ligger med oppe i feltet. Det giver en del fordele, og den interne konkurrence er jo heller ikke at fornægte", siger han, godt tilfreds med sin første pokal siden DM-guldet i 2007.


et års pokaltørke kan Kim Lund nu igen sætte en pokal på trofæhylden.
(Foto: Gripping Media)

Støvet når end ikke at lægge sig, før Team Point-S er på farten igen. Allerede i den kommende weekend går det atter løs på FDM Jyllandsringen, når Åbningsløbet for DTC og supportklasser køres. Her håber teamet på at gentage og forbedre sidste weekends resultater.

Team Point-S

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Kim Lund Johansen
  • Niels Ole Andersen
  • Team Point-S
  • Jyllandsringen
  • 03/05/09 - Jyllandsringen - Advan Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk