SuperLeague   01/05/09

Racerkører adopteret af FCM-tilhængere
Kasper Andersen fik flot modtagelse på SAS Arena
Tirsdag den 21. april offentliggjorde SAS Liga-klubben FC Midtjylland sin deltagelse i dette års internationale motorsportsserie Superleague Formula, hvor racerbiler, repræsenterende fodboldklubber, kører mod hinanden.

I forbindelse med SAS Liga-kampen mod SønderjyskE mandag aften præsenterede klubben så den 24-årige racerkører Kasper Andersen fra Silkeborg, der skal sidde bag rattet i klubbens racer. Kasper Andersen regnes for et af dansk motorsports største talenter. Samtidig blev sløret løftet for den 12 cylindrede fuldblodsracer med 750 hk. i rødt, sort og hvidt, der skal repræsentere FCM Racing på nogle af Europas mest berømte racerbaner.


(Foto: FC Midtjylland A/S)

For Kasper Andersen blev mødet med fodboldklubbens tilhængere en god oplevelse.
- Jeg er jo ikke vant til at være i centrum på den måde, så jeg blev overrasket, da tribunen med hardcore tilhængerne begyndte at råbe mit navn. Det var en fed fornemmelse at gå ned imod dem sammen med målmanden Lasse Heinze. Jeg blev meget glad for, at de tog så flot imod mig, siger Kasper Andersen.

Efter en begivenhedsrig uge i Danmark rejser han nu atter til sin italienske base i Viareggio, hvor han skal forberede sig på sæsonpremieren på franske Magny-Cours den sidste weekend i juni.

- Det kommer blandt andet til at handle om en masse styrketræning. Det er nemlig en tung bil at håndtere. Ellers skal vi have alt omkring teamet på plads, så vi er helt klar til premieren, forklarer Kasper Andersen.

FC Midtjylland A/S
Torben Kølbæk


Læs mere om:
  • Kasper Mengers Andersen
  • FC Midtjylland

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk