DM Rally   06/04/09

Subaru Motorsport Danmark scorer sejr
- i DM rally-premiere
Dansk rallysport er på med fremme, hvad angår forskelligheden af bilmærker og kvaliteten af rallyteamene. Dette blev bekræftet i DM-premieren 2009, som bød på en uofficiel dansk/tysk landskamp i det nordtyske ADAC Wikinger Rallye, som ud over DM-værdigheden også var en afdeling af det tyske mesterskab.

De regerende danske mestre i 4WD-klassen: Max Christensen og Dorthe Ravn fra rallyteamet: Subaru Motorsport Danmark så frem til den krævende opgave på 150 km. hastighedsprøver med store forventninger.

- Til DM-sæsonen 2009 er vi skiftet til Subara Impreza WRX’eren i hatch back-udgaven, forklarer Max Christensen. - Ud fra de indledende tests tegner alt til en velkørende rallybil med en god balance i undervognen. Det åbne spørgsmål var derfor, om forbedringerne matchede det nye og hurtigere rallymateriel, som konkurrenterne fremviste til ADAC Wikinger Rallye.


Max Christensen og Dorte Ravn satte trumf på fra allerførste hastighedsprøve i ADAC Wikinger Rallye 2009.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Nordjyden Max Christensen og Dorthe Ravn fra Horsens satte imidlertid trumf på allerede fra rallyets allerførste hastighedsprøve, som foregik i mørke på vekslende underlag.

- I DM-sammenhæng var vi generelt hurtigst med et forspring på 8 sekunder til ærkerivalerne: Karl-Åge Jensen og Hans Marx i Peugeot 207 Super 2000 4WD, supplerer Dorthe Ravn. - Vi tog det derfor med et skuldertræk, at vi scorede en straf på 10 sekunder næste dags morgen, hvor vi kom et enkelt minut for sent til en tidskontrol. Tidshåndteringen er fuldt ud mit ansvar, og jeg laver heldigvis denne fejl yderst sjældent.


Max Christensen og Dorte Ravn sendes ud på DM-sæsonen 2009 med et held og lykke fra teamchef Kaj Christensen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Allerede efter andendagens første hastighedsprøve var rallyparret igen i front for DM-feltet med 6 sekunder.

- Rallyet bød på gode udfordringer samt hastighedsprøver af fin kvalitet, fortsætter Max Christensen. - Lidt usædvanligt fortsatte mixningen af grus og asfalt på de enkelte prøver. Dette gav nogle valgmuligheder omkring dækvalg, men samtidig også glatte pletter på rallysporet.

Max Christensen og Dorthe Ravn scorede en enkelt afkørsel i et sving, hvor rallyparret spottede en kurs ud i botanikken, som ikke bevirkede ærgerlige buler i karosseriet med tilhørende ekstraarbejde til mekanikerne.

- Botanikturen kostede omkring 20 sekunder ekstra på resultatlisten, konstaterer Dorthe Ravn. - Herved skrumpede forspringet til de nye toere: Ib Kragh og Karsten Isaksen i Fiat Punto Super 2000 4WD ind til 11 sekunder. Vi strammede derfor grebet i slutspurten og kunne passere målstregen med en sikker DM-sejr i debuten for vores nye rallybil.


(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Slutresultatet for Subaru Motorsport Danmark blev desuden en tredjeplads generelt i ADAC Wikinger Rallye.

- Vi havde fuldt fokus på DM-feltet, afslutter Max Christensen. - Vi gjorde derfor ingen ambitioner omkring en generalsejr. Det ville være dumt at oversatse med en ny rallybil, men vi matchede fuldt ud rallyets toere og tyske vicemestre: Sandro Wallenwein og Paull Zeithofer i en tilsvarende Subara Impreza WRX Hatch back.


Max Christensen og Dorthe Ravn scorede en flot DM-premieresejr.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Næste DM-afdeling foregår omkring Hammel først i juni. I mellemtiden deltager Max Christensen og Dorthe Ravn på hjemmebane hos Motorsport Sport Nordjylland (MNJ) i Djævle Mini Rally lørdag d. 2. maj med rallycentrum på MNJ’s Rally Cross-stadion i Nysum.

Danmark vandt iøvrigt landskampen mod Tyskland, og samtidig fik Subaru Motorsport Danmark overrakt en stor pokal for bedste danske præstation.

Subaru Motorsport Danmark

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Dorthe Ravn
  • Max Christensen
  • Subaru Motorsport Danmark
  • 04/04/09 - Tyskland - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde