DM Rally   06/04/09

God start i rally-DM
- for Peugeot Sport Dealer Team Danmark
Weekendens Wikinger Rally i Nordtyskland var ikke blot årets første afdeling af det danske mesterskab i rally. Det var også første gang, at Peugeot Sport Dealer Team Danmark skulle i kamp med sin nye bemanding, den syvdobbelte Danmarksmester Karl-Åge Jensen fra Viborg og det tidligere DASU-rallytalent Christian Jensen fra Ans. Og duoen i de to Peugeot 207 Super 2000-rallybiler fik sat deres effektive fingeraftryk på rallyet.

Bedst gik det for Christian Jensen. Sammen med co-driver Søren Tøndborg fra Kjellerup formåede han at sætte hurtigste tid på rallyets sidste hastighedsprøve foran såvel den danske som den tyske elite, ligesom han fik kørt sig ind i topresultatet for Wikinger Rally.

”Fredag gik lidt dårligt for os, men lørdag startede vi rigtig godt,” fortæller Christian Jensen. ”Da vi begyndte lørdag, startede vi som nummer 22, men vi fik kørt os frem på en femteplads blandt såvel de tyske som de danske deltagere og som nummer tre i DM-kampen. Det er et resultat til bestået.”


Christian Jensen/Søren Tøndborg sluttede Wikinger Rally med at sætte hurtigste tid på den afsluttende hastighedsprøve.
(Foto: RaceFotro.dk)

Christian Jensen havde blot nået 30 konkurrencekilometer bag rattet af sin nye rallybil, inden det gik løs i det nordtyske rally. Der var derfor ingen tvivl om, at årets DM-premiere også ville blive en læreproces.

”Til sidst, hvor jeg satte hurtigste tid af alle, begyndte jeg at få at bilen ind under huden,” siger han. ”Peugeoten er en suveræn god bil. Det er en hurtig bil, må jeg erkende, og det tog lidt tid med at blive dus med dens gearskifte, men dens evner med at styre og bremse er meget bedre end de gruppe N-biler, jeg har været vant til. Det er en hurtig bil, det ligger helt fast. Det er bare mig, som skal blive mere dus med den.”

Mens Christian Jensen havde fået en dårlig begyndelse på Wikinger Rally, kom Karl-Åge Jensen godt fra start. Sammen med Hans Marx, Luxembourg, lagde de ud med at sætte femtehurtigste tid i løbets første hastighedsprøve, der samtidig også være deres første kilometer i bilen i fuld fart. Tiderne på de næste fire hastighedsprøver sikrede, at de fortsat befandt sig i top seks generelt og blandt de tre bedste danske hold. Men så skete der pludselig noget.

”Vi fik en punktering,” konstaterer Karl-Åge Jensen. ”Det skete tidligt på prøve seks, hvor vi forsøgte at køre igennem, men vi var simpelthen nødt til at skifte dæk, og det kostede meget tid. Prøven var 12 km lang, og det skete efter halvanden kilometer, så der var ikke meget andet at gøre. Det kostede os seks minutter, og i sidste ende var det anden- eller tredjepladsen i DM-konkurrencen, som røg.”


Karl-Åge Jensen/Hans Marx kørte sig lørdag op gennem feltet efter en punktering på prøve seks.
(Foto: RaceFotro.dk)

Karl-Åge Jensen og Hans Marx røg ned på en 40. plads generelt, men over løbets otte resterende hastighedsprøver fik de kørt så meget tid ind, at de kunne slutte løbet på en 15. plads og blive sjettebedste hold i DM-konkurrencen.

”Vi brugte resten af løbet på at lære bilen at kende, og det har været fornuftigt,” siger Karl-Åge Jensen. ”Vi har fået bilen lidt mere ind på rygraden og fundet nogle grænser, hvor bilen selv siger fra. Peugeoten er en spændende bil. I forhold til min gamle bil er denne her meget mere kontant. Det gælder om at køre lige. Man skal ikke forsøge at køre bredt. Man skal bare køre lige frem til næste sving og helst holde nogle lige linier.”

”Peugoeten er en fantastisk bil. Den lever op til de forventninger, man kan have til sådan en bil, men den er også meget anderledes. Det er ikke som at starte forfra, men det er meget anderledes end det, jeg har været vant til at prøve før.”

Kørerne hos Peugeot Sport Dealer Team Danmark får dog ikke lang tid til at reflektere over oplevelserne med deres nye biler. Allerede langfredag stiller Christian Jensen og Karl-Åge Jensen op til Designa Rally GP i Kongensbro – et løb, de begge tidligere har vundet.

Peugeot Sport Dealer Team Danmark


Læs mere om:
  • Christian Jensen
  • Hans Marx
  • Karl-Åge Jensen
  • Søren Tøndborg
  • Peugeot Sport Dealer Team
  • 04/04/09 - Tyskland - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde