FR 2000 EU   15/12/08

Johan Jokinen til Draco Junior Team i 2009
Formel Renault 2000 Europa SerieInternational Draco Racing, som er et af de rigtig store teams i formelbiler, har søsat et ambitiøst talentudviklingsprojekt, hvor Johan Jokinen spiller en central rolle. Det nystartede Draco Junior Team har valgt Johan som deres officielle førstekører.


Forsmag på den kommende sæson med Johan Jokinens nye team.
(Foto: JJRacing)

Teamet fortæller om bekræftelsen på deres hjemmeside DracoJuniorTeam.com:
"Johan Jokinen bliver topkører i Formula Renault 2.0 mesterskabets nyeste team.
I deres første sæson har Draco Junior Team valgt danske Jokinen som deres officielle kører, efter hans fantastiske indsats under testen den 21. november på Valencia.
Efter testen med Draco Junior Team var der ingen tvivl om den unge kører og hans ekstraordinære talent og teamejer Adriano Morini, den berømte talentspejder der har fundet kørere som Barrichello og Massa, har sammen med sportsdirektør Marco Rodriguez allerede på nuværende tidspunkt sagt god for danskeren."

International Draco Racings udviklingsprogram rækker hele vejen fra Formel Renault 2.0 til Formel 1, hvor teamet har indgået en formel samarbejdsaftale med et af de etablerede teams i F1-feltet. Offentliggørelsen af samarbejdets omfang og karakter kommer til at foregå ved en pressekonference i Franciacorta i Italien den 23. december.

International Draco Racing og teamejeren Adriano Morini er legender i motorsport. Teamet har produceret 8 F1-kørere og vundet 7 Europamesterskaber. Adriano Morini udtaler sig om valget af Johan Jokinen:
”Jeg har fulgt og hjulpet mange kørere ved at tro på deres potentiale. Johan får nu muligheden for at udvikle sig med os, og vores udviklingsprogram dækker hele vejen fra Formel Renault 2.0 til Formel 1. Johan har talentet til at gå hele vejen”.

Sportsdirektøren for det nye Draco Junior Team, Marco Rodriquez siger:
”Vores mål er at vinde Eurocup i Formel Renault 2.0 i 2009. Vi vil skabe nye store mestre, og Johan har allerede overbevist os om sit store talent. Han har potentialet til at vinde Eurocup i 2009, og vi vil sørge for den maksimale opbakning for ham.”

For Johan Jokinen er den indgåede aftale med Draco en mulighed for at fortsætte sin udvikling i et internationalt storteam med direkte relationer til F1, og teamet satser hårdt for at skabe succes for den unge kører. Teamet kommer til at køre serien med 2 eller 3 biler, og man fortsætter med tests for at finde en passende teamkammerat til Johan Jokinen.

”På mange måder er dette en drømmesituation for mig,” siger Johan Jokinen. ”Junior Teamet bygges op omkring mig, og der findes klare linjer for fortsættelsen 2-3 år frem i tiden. Teamet udviser meget stor tillid til mig, og hele min fremtidige karriereudvikling er nu i hænder på folk, som både kender gamet og har forbindelserne til de rigtige steder. For mig gælder det nu om at indfri teamets forventninger til mig og gribe den chance, jeg har fået.”

Johan er for tiden til fysisk træning hos Formula Medicine i Italien, og tager direkte derfra til officielle tests i Valencia den 15.-16.12. og i Barcelona den 18.-19.12. Samtlige teams i Eurocup 2009 er samlet til disse tests, som vil give et fingerpeg om, hvor langt teamet er nået i deres forberedelser til den kommende sæson.

JJRacing


Læs mere om:
  • Johan Jokinen
  • Draco Junior Team
  • International Draco Racing

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk