Historisk Rally   17/10/08

Sølv til Lund og Petersen
Sølvmedalje i rally til Troels Lund, Gørlev og Peter Petersen, Sorø, i VW Golf GTI fra 1978
Troels Lund/Peter Petersen i VW Golf GTI vandt sølvmedaljer i klassen for historiske biler. Det skal fremhæves at de vandt en andenplads; - de tabte ikke en førsteplads - for sæsonen startede med det ene uheld efter det andet og der var ikke udsigt til noget som helst ved starten af efterårssæsonen.

Men tre løb på 4 uger vendte op og ned på den status. Lykkens gudinde holdt hånden over bil og mandskab, mens konkurrenterne led skrækkelige tekniske defekter. Specielt Michael Lund/Michael Koldsø, Dianalund, i Opel Ascona har været forfulgt af uheld og det var stærkt medvirkende til oprykningen i rækkerne for VW Golf mandskabet. Ærgerligt at uheldene skulle regne ned over sønnen i hele sæsonen, men det er rally i en nøddeskal. Den enes død, den andens brød. Begge hold ved det godt.

DM6 Peugeot Rally havde centrum på Antvorskov Kaserne og hastighedsprøverne lå i omegnen af Slagelse. Slagelse Auto Sport havde arrangeret løbet, som blev kørt lørdag 11. oktober, i samarbejde med Brian Madsen fra Peugeot Slagelse og løbsleder Per Nymann fra Viborg, samt løbsleder assistent Ole Frederiksen fra Frederikssund. Det viste sig at være et godt team, for alt klappede til deltagernes store tilfredshed og sportsligt blev dette rally en kæmpe oplevelse.
I hvert fald for de 33 mandskaber som fuldførte løbet! De andre 33 som ikke kom i mål, har ærgret sig gul og grøn over deres uheld i det krævende løb. Når 50% udgår, så fortæller det meget om, hvor store belastningerne bilerne bliver udsat for.

Løbets hastighedsprøver var indimellem med strækninger, hvor hastigheden selv i en gammel Golf lå på 175 km/t, samtidig med at det drejede lidt og gik over bakketoppe inde i skoven. Det giver rallysporten krydderi, når konkurrencen er intens og udfordrende. Netop dette løb havde meget at tilbyde.
Troels Lund/Peter Petersen kom i mål med brede smil på læberne og meget glade for resultatet. Det blev alligevel en god sæson her i 2008.
Ved den efterfølgende præmiefest fik de pokaler for førstepladsen i klassen, samt sølvmedaljer, præmiecheck og pokaler for det generelle resultat i First Stop Historic Rally Cup 2008.


Troels Lund, Gørlev, og Peter Petersen, Sorø, kørte et af de bedste løb i år, her på hjemmebanen i omegnen af Slagelse.
(Foto: Brian Juel)

Troels Lund og Peter Petersen takker alle der har hjulpet med til dette resultat. Det er især sponsorerne og de dygtige servicefolk, men også alle andre der har givet en hånd eller ofret nogle timer i løbet af året, når det har knebet mest.

Troels Lund Motorsport


Læs mere om:
  • 11/10/08 - Slagelse - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk