Danish Touringcar Challenge   14/10/08

Super weekend for Poulsen Motorsport
Sluttede sæsonen af med topplaceringer i DTC
"Poulsen Motorsport har været blandt efterårets bedste DTC-teams," mente TV-motorsportskommentatorerne fra Kanal 5 under DTC-sæsonens afsluttende TV-transmission.
Og det må man give dem ret i.

Med en 1-2 sejr i andet løb og en anden- og en tredjeplads i selve DTC-finalen fik Poulsen Motorsport og deres fire BMW 320 Si racerbiler en fantastisk sæsonafslutning kun overgået af Team Den Blå Avis Valvoline, hvis førstekører Jan Magnussen blev DTC-mester.


Årets sidste DTC-finale blev vundet af den nye DTC-mester Jan Magnussen foran sidste års mester Michel Nykjær med Emmet O'Brien på tredjepladsen.
(Foto: Poulsens Motorsport)

Teamejer Kristian Poulsen var mere end tilfreds efter den spændende sæsonafslutning:
"Det er kun andet år for Poulsen Motorsport, og siden sommerferien har vi været med helt i toppen. Hvis vi på et tidligere tidspunkt havde fået de nøgledata, som vi manglede til at sætte bilerne optimalt op, så havde vi også kunnet forsvare Michel Nykjærs mesterskabstitel," vurderede Kristian Poulsen efter årets sidste DTC-løb på Jyllandsringen.


Kristian Poulsen i nærkamp med sin rival fra VM-løbene i år, James Thompson fra England.
(Foto: Poulsens Motorsport)

Michel Nykjær, der måtte aflevere sin DTC-titel til Jan Magnussen, sluttede sæsonen af på fornem vis:
"Det var dejligt at være med helt fremme. Jeg vandt andet løb og startede som nr. fem i finalen. Jan Magnussen stak af, men alligevel så flaskede det sig, så jeg overhalede konkurrenterne en efter en og blev nr. 2. Det var præcis den sæsonafslutning, jeg havde håbet på," sagde den nu tidligere DTC-mester.


Michel Nykjær og Emmet O'Brien tog en flot 1-2 sejr til Poulsen Motorsport i et af dagens tre DTC-løb.
(Foto: Poulsens Motorsport)

For Poulsens Motorsports irske kører Emmet O-Brien blev det, hvad han kaldte "a fantastic weekend."

"Da jeg ikke var involveret i kampen om DTC-mesterskabet passede jeg meget på ikke at genere topkørerne, men alligevel fik jeg placeringer hjem som nr. 7, 2 og 3 i dagens tre løb, sagde en overlykkelig Emmet O' Brien. "I sidste løb fik jeg en fantastisk start og kom foran Jan Magnussen. Desværre lavede Jason Watt en fejl, og det kostede mig et par placeringer, men alt i alt var det en fantastisk afslutning på et godt år i Danmark," vurderede O'Brien.


Jesper Sylvest sluttede sæsonen af med en flot tredjeplads blandt privatkørerne i finalen.
(Foto: Poulsens Motorsport)

Jesper Sylvest fik også en afslutning, der var bedre end han havde drømt om:
"I finalen kørte jeg mig til placeringer som nr. otte i generalklassementet og nr. 3 i privatcup'en, og det var langt over forventning. Jeg kæmpede meget hårdt med Robert Schlünssen de sidste fire-fem omgange, og han prøvede alt, men han fik ikke lov at komme forbi. Jeg er stolt af mig selv og mine folk, det var en fantastisk sæsonafslutning for alle i Poulsen Motorsport," sagde en glad Jesper Sylvest.


Sæsonens sidste DTC-løb blev til en fantastisk weekend for Poulsen Motorsports fire kørere Kristian Poulsen, Michel Nykjær, Emmet O'Brien samt (liggende) Jesper Sylvest.
(Foto: Poulsens Motorsport)

Teamejer Kristian Poulsen selv udgik i første løb, men kørte sig fra inferiøre startplaceringer op til tiende- og sjettepladsen i de to sidste løb efter at have foretaget dagens fleste overhalinger. Alligevel var han tilfreds, eftersom han blev næstbedste privatkører i finalen:
"Den bedste dag hidtil for Poulsen Motorsport med pokaler til alle fire kørere," sagde Kristian Poulsen.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Emmet O'Brien
  • Jesper Sylvest
  • Kristian Poulsen
  • Michel Nykjær
  • Poulsen Motorsport
  • Jyllandsringen
  • 12/10/08 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde