DTC Cup   10/10/08

Hartmann Honda Racing jagter en medalje
- til Jens Møller i privat cuppen
Hartmann Honda Racing vender tilbage med sin sædvanlige køreropstilling, når årets sidste løb i Danish Touringcar Championship i weekenden køres på Jyllandsringen. Jens Møller skal følge op på sin dominans i privat cuppen fra forrige DTC-weekend, mens James Thompson har en VM-sejr med i bagagen fra et løb på den italienske Imola-bane.

”Vi har et godt fundament, som vi kan bygge videre på,” siger teamchef Hans Hartmann.


James Thompson ankommer med en VM-sejr i bagagen.
(Foto: Morten Kimer Hansen)

”James kommer med en ny motor, og han er forhåbentlig tændt fra de sidste løb på Imola, og N-Technology har noget i kufferten og James griner lidt over det. De har åbenbart fundet noget på James’ bil, som de vil prøve af. Lidt dansk vejr plejer også at være godt for ham, så årstiden taget i betragtning ser det ikke så skidt ud. Bilerne er i hvert fald top klar.”

To gange i år har James Thompson vundet løb i Danish Touringcar Championship i år. Det er sket på Padborg Park og Sturup Raceway, men endnu mangler han et topresultat på Jyllandsringen.

”Vi skal nok være med, hvor det sner – James i kampen om det generelle resultat og mig i privat cuppen,” siger Jens Møller. Hartmann Honda Racings privatkører indtager tredjepladsen i DTC Cuppen efter Robert Schlünssen og Jens Edman, og den placering ønsker han som minimum at beholde.

”To gange før er jeg endt på fjerdepladsen – nu vil jeg gerne have den tredjeplads i privat cuppen,” siger han. ”Jeg tror på, at Schlünssen tager førstepladsen, men andenpladsen er der også mulighed for at få fingre i. Fjerner vi de fire dårligste, er jeg faktisk bare 12 points efter Edman, og det er faktisk muligt at hente. Men nu har jeg selv fire løb, hvor jeg er udgået, så jeg har ikke råd til noget som helst.”

”Alligevel føler jeg mig rimeligt tryg. Vi skal i hvert fald nok være med, hvor det sner. De andre er så mange points bagefter, at jeg kan holde dem bagved. BMW’erne bliver naturligvis frygtindgydende på Jyllandsringen, men så må vi bare gøre det bedre.”


Jens Møller skal kæmpe for sin medalje.
(Foto: Morten Kimer Hansen)

Det er en opfattelse, Hans Hartmann deler med ham.
”Det bliver ikke nemt, det er jo en BMW-bane,” siger han, ”men pladsen skal holdes og vindes. Den skal i hvert fald ikke tabes.”

Hartmann Honda Racing


Læs mere om:
  • James Thompson
  • Jens Reno Møller
  • Hartmann Racing
  • Jyllandsringen
  • 12/10/08 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde