DM Rally   19/09/08

Klassesejr til Lund og Petersen ved DM4
Troels Lund, Gørlev og Peter Petersen, Sorø, i VW Golf GTI fra 1978, avancerede i DM4 fra en femte plads til en delt anden plads i mesterskabet for historiske biler.

Efterårets kølige vinde strøg over det flade Lollandske landskab, da fjerde afdeling af det danske mesterskab i rally, skulle afvikles i weekenden 12.-14. september. Rallycentrum var i Kettinge, en lille by nær Nysted og en by som tog imod hele det danske rallycirkus med åbne arme. Byen ville da have en hastighedsprøve midt imellem husene på de små villaveje og en hurtig strækning forbi Brugsen, for der sker jo ikke så meget derude på landet. Og det fik de, uden det mindste skår i glæden og bakket op af tusind tilskuere!

Dette løb slog nogle rekorder, en af dem var længden. I de seneste 20 år, måske længere - men det kan jeg ikke huske for jeg er jo kun 59 - har et dansk rally ikke været så langt. Nykøbing Falster Motor Sport (NFMS) rystede lige 242 kilometer hastighedsprøver ud af ærmet og det er snart 10 år siden Slagelse Auto Sport netop kom over 200 kilometer, som deltagerne kunne boltre sig på.
Mange af disse prøvekilometer skulle køres om natten og det var endnu en udfordring for os lidt forkælede rallykørere, som helst ser arrangørerne sørge for høj sol og tørre veje hver gang, samt et lækkert luksushotel med morgen complét.


Troels Lund og Peter Petersen på vej til en klassesejr i det Lollandske rally.
(Foto: Brian Juel)

En anden rekord var den rekordkorte nat pause mellem søndag morgen og søndag morgen. Vi gik til køjs 03:15 og stod op 06:30, så det var bare om at have både den psykiske og fysiske balance i orden. Mens vi snuede, stod Golf’en i parc fermé (afspærret området) og blev dårlig. Vi havde givet den service og lagt den til ro, inden vi selv fik kravlet til køjs, men det var åbenbart ikke godt nok. For den havde en grim lyd fra den ene trækaksel, da vi startede op denne kølige efterårsmorgen. Der var ingen tvivl, en trækaksel var færdig.
Ralliet startede direkte fra parc fermé søndag morgen, så der var ikke mulighed for kærlig pleje af bilen, før vi havde kørt søndagens første tre hastighedsprøver. Morten Spiro og Else Yde yndede for 25 år siden at kalde det for ”at bære bilen”, når man humpede på det sidste af teknikkens ydeevne og stadig komme i mål. Vi måtte også ”bære” bilen under morgenens tre hastighedsprøver. Det blev til nogle skrækkelig dårlige prøvetider og Rolf Schröder fra Tyskland vejrede morgenluft, efter vi havde kørt meget fra ham i løbet af natten. Han ser så dårligt i mørket, men han er jo også en ældre mand på 47.

Ved formiddagens service ophold, kastede servicefolkene sig over bilen og tryllede en køreklar vogn frem til os på rekordtid. Nu kunne vi atter nyde kørslen på de hurtige prøver og kun have en lille sitrende uro over koblingen, som fedtede ved højhastighed i 5. gear. Ja, og en vandpumpe som begyndte lidt dryppen ud i motorrummet – hmmmm.
Ligemeget, vi kørte så hurtigt vi kunne resten af dagen og lige inden sidste prøve, nævner Peter, at det måske var dette øjeblik vi skulle tænke taktisk. Alle vores værste konkurrenter i mesterskabet var udgået af løbet, så vi kunne reelt bare trille bilen i mål. Men det kom ikke på tale, for jeg havde sådan glædet mig til at køre denne prøve anden gang, efter regn mere eller mindre havde ødelagt fornøjelsen første gang. Så vi startede på dette lange løbs sidste hastighedsprøve og kørte så hurtigt, det nu engang kan lade sig gøre for os. Og det var herligt!

Resten af vejen hjem til Rally Centrum i Kettinge var der ikke megen snak i bilen, blot en stille glæde over at vi havde kørt en klassesejr hjem og lidt fantaseren over mulighederne for alligevel, at opnå en top 3 placering i 2008-mesterskabet i de historiske klasser. Nå, nu skal vi jo passe på det ikke bliver historien om ”Konen med æggene” der gentager sig, for der er to løb tilbage og meget kan stadig ændre sig.
- Men det er svært at holde smilet tilbage og frydes over alt det der kan ske, når man tror på chancen og tager den.

Troels Lund Motorsport


Læs mere om:
  • Nykøbing F
  • 13/09/08 - Nykøbing F - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk