Special Saloon   05/09/08

Fartfyldt weekend i det sydsvenske
Sturup Raceway bliver fyldt med lyden af potente racerbiler, når Bel-Ray SSC Challenge i weekenden gæster den "københavnske" racerbane efter et års fravær.

Sidste år gjorde et sammenfald i kalenderen, at mens DTC-cirkusset slog teltet op i Sverige, blev den traditionsrige SSC Festival kørt på Ring Djursland. I år er sjællændernes "hjemmebane" atter på programmet; en bane, der nok er mere teknisk krævende end banerne vest for Storebælt.


Michael Klostermann har haft en elendig sæson, men håber på at heldet vender på ”hjemmebanen".
(Foto: Gripping Media)

Den mesterskabsførende nordmand, Christer Gislerud, er endnu ikke tilmeldt løbet, så kampen om podiepladserne vil formentlig endnu en gang stå mellem Klostermann, Klostermann og Hansen. En outsider kan blive Niels Ole Andersen, der efterhånden har fået styr på sin vilde BMW M3.


Niels Ole Andersens BMW kører hurtigere og hurtigere…
(Foto: Gripping Media)

Også Christian Vejby kan være et bud på en frontrunner, ligesom Michael Nissen, der stiller op med en Porsche 997 GT3, ihvertfald har materialet til gode resultater.


Vil Michael Nissen få sin Porsche i front på Sturup?
(Foto: Gripping Media)

Den hvid-blå Peugeot 306 Sport med Lars Østergaard bag rattet ser også ud til at komme fremad i feltet. Motivationen fejler ihvertfald ikke noget hos chaufføren:
"Det er gået rigtig godt indtil nu denne sæson, og kan jeg køre et par top 3 placeringer hjem på Sturup Raceway, er der også gode chancer for en top 3 placering i klassemesterskabet når sæsonen er slut", fortæller Lars Østergaard i en pressemeddelelse. Intensiv træning på banen fredag skal give jyden en fornemmelse af hvordan svingene ligger.

Torsdag den 21. august blev Jens Hansen bisat i Skodborg Kirke under overværelse af en stor forsamling mennesker. Flere kørere og mekanikere fra klassen var mødt op for at vise deres sorg og respekt for Jens. "Det var en utrolig smuk bisættelse, der viste hvor stor en personlighed, Jens Hansen var. Ikke kun på racerbanen, men også i lokalsamfundet", fortalte Erik Byrgesen efterfølgende.

Bel-Ray SSC Challenge-bilerne kan opleves i aktion første gang lørdag morgen kl. 8.25, mens de to løb bliver kørt hhv. 9.55 og 16.25 søndag.

Bel-Ray SSC Challenge

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Sturup Raceway
  • 07/09/08 - Sturup Raceway - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk