Special Saloon Car SS3   02/07/08

Fornuftigt come back for Birkelund Racing
- Dette er en virkelig fuldblods-racer, konstaterede Max Birkelund efter de første konkurrencekilometre i sin nyerhvervede Ferrari 360 F1.

- Den har meget racing-potentiale i sig, som vi kun har snuset lidt til endnu. Men heldigvis har vi fået indhentet masser af højfarts-erfaring uden skrammer på bilen.


400 potente hestekræfter hviler sig i centermotoren inden næste opgave på motorbanen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Max Birkelund er til daglig kørestolsbruger, og har en travl hverdag med en bilforretning i Vorbasse. Travlheden har bevirket et afbræk i banesports-deltagelsen, som tidligere er foregået i den serienære 2 liters-racer: Alfa Romeo 156 Selespeed samt Renault Clio Sport i tunet trim.

- Jeg har købt Ferrarien i Norge, fortsætter Max Birkelund. - Den er allerede fabriks-ombygget til racing med det reglementsfastsatte sikkerhedsbur og slukningsanlæg. Den italienske fuldblods-racer har kørt med i Ferrari Scandinavia Challenge, som også er mit langsigtede mål med projektet i 2009.


Max Birkelund scorede et fornuftigt resultat i sit første race i Ferrarien.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Birkelund Racing havde virkelig arbejdet på højtryk inden repremieren i banesporten. Specielt gjaldt det indbygningen af håndbetjent bremse samt den specielle speeder-stang, som Max Birkeland anvender i stedet for speeder-foden:
- Heldigvis er Ferrarien født med en elektrisk F1-gearkasse. Her styres op- og nedgearing ved tryk på en elektrisk kontakt.

Ferrari Scandinavia Challenge køres på de svenske topbaner: Mantorp, Anderstorp, Ring Knutstorp samt FDM Jyllands-Ringen. Af praktiske årsager har Birkelund Racing dog valgt at justere Ferrarien ind ved deltagelse i den danske Bel-Ray Super Saloon Car (SSC) Challenge. Her skulle den første shake down-test i fuld skala foregå på den kuperede østjyske motorbane: Ring Djursland.


I det krævende storsving på Ring Djursland fandt Max Birkelund hurtigt en god balance i Ferrarien.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Først og fremmest gjaldt det om at få nogle konkurrencekilometre i kroppen og ind på erfaringskontoen, fortsætter Max Birkelund. – Vi havde slet ikke eksperimenteret hverken med undervognen eller dækkene, og her ligger der masser af afgørende sekunder gemt endnu.

I det første SSC-heat placerede Max Birkelund sig midt i feltet som nr. 10 ud af 27 startende. Dette skete med et halvt minut op til heatvinderen efter 19 omgange på den svære rundbane i de østjyske bakker.

- Repremieren foregik på en regnvåd bane, forklarer Max Birkelund. - Derfor kørte vi på specielle regnvejrsdæk, som er lidt blødere i compounden. Regnbygerne kom og forsvandt over Ring Djursland. Derfor satsede jeg også på regnvejrsdæk i det næste DM-heat. Det skulle senere vise sig at være en forkert beslutning, fordi dækkene bogstaveligt talt smeltede væk under mig.

Max Birkelund valgte derfor at køre i pit 5 omgange før målflaget, da raceren havde yderst svært ved at stå fast på underlaget.


Der venter nye udfordringer og hurtigt race for Max Birkelund.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Ferrarien er virkelig nem at køre, afslutter Max Birkelund. – Centermotoren med omkring 400 HK giver en god balance i raceren, som virkelig er bygget til at køre motorløb i. Jeg glæder mig derfor til at udforske meget mere af potentialet, og vi er formentlig nået meget langt i forbedringerne, når jeg kører med i Grand Prix Danmark på FDM Jyllands-Ringen midt i august.

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Max Birkelund
  • Birkelund Racing
  • Ring Djursland
  • 22/06/08 - Ring Djursland - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk