Special Saloon   15/06/08

Tyskerne kommer!
Tyske Spezial Tourenwagen Trophy (STT) kørte for første gang en afdeling af mesterskabet på en dansk bane, nærmere betegnet Ring Djursland. Dette skete i forbindelse med Special Saloon Car Festival, og det var så stor en oplevelse for de tyske kørere, at de vender tilbage, når dette års festival køres på banen i den kommende weekend.

STT er det tætteste, man kommer på en tysk pendant til Bel-Ray SSC Challenge. Mange af bilerne er specialbygget, men fælles for dem er, at de er enormt hurtige og lyder fantastisk. Sidste års vinder af det danske mesterskab, Lars Schönemann, vil også være at finde i det tyske felt, ligesom Henrik Pedersen også står på listen over startende i klassen med sin Marcos LM600.


Jürgen Hohenester kommer i sin potente Audi TT.
(Foto: www.arp-foto.de)

Blandt de mest spændende biler finder man en Chrysler Viper GTS-R, som køres af Michael Irmgartz, samt en BMW M3 V8. Her snakker vi naturligvis ikke om den nyeste model i rækken, men en E30 fra slutningen af 1980'erne, hvor der er blevet klemt en stor og buldrende V8 ned i motorrummet. En nordmand, der tidligere har gæstet både banen såvel som Bel-Ray SSC Challenge, stiller også op i STT. Det er naturligvis Tor Brynjelsen fra Haugesund, der kører i sin røde Audi RS4.


Michael Schrey fører STT-mesterskabet.
(Foto: www.arp-foto.de)

Den tætteste kamp vil formentlig kunne ses mellem Michael Schrey, Porsche 911, danske Lars Schönemann i Porsche 993 GT2 og Daniel Schrey i Porsche 996 Turbo. De tre kæmpede om de forreste placeringer i sæsonpremieren på Oschersleben den 11. maj.

Bel-Ray SSC Challenge får i den kommende weekend også følgeskab af de historiske klasser i HMS, så der bliver for alvor noget at se på for rigtige bilkendere. Der vil måde være klassiske Ford Mustang, Porsche 911, MG og mange flere spændende biler fra "da far var dreng".

Søndag vil der være race fra kl. 9.05 til 16.50 - så sæt et kryds i kalenderen og oplev rigtige racerbiler med spændende mekanik og brede dæk.

Læs mere om Spezial Tourenwagen Trophy på spezial-tourenwagen-trophy.de – eller om SSC Festival på ssc-festival.dk.

Bel-Ray SSC Challenge

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 22/06/08 - Ring Djursland - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde