Baner   19/05/08

Djurslands Banks DTC Weekend på Ring Djursland
En flot weekend med masser af spændende race
Ring Djursland dannede de flotte rammer om 'Djurslands Banks DTC Weekend', som markerede klassens tilbage venden til den spændende banen, hvor de sammen med alle supportklasserne leverede topunderholdning til stor glæde for de mange tilskuere.

Det var ikke uden en vis spænding at Fonden Ring Djursland Motorsport samt DMKA gik til weekendens opgaver, alle var spændte på om sikkerhedsopdateringer der var lavet, nu også ville have den ønskede effekt.
Alle kunne dog efter weekenden ånde lettede ud, alt virkede som det skulle, og generelt set slap man for at få brug for de nye foranstaltninger - hvilket jo er langt det bedste!


De mange tilskuere fik virkelig noget for pengene i weekenden på Ring Djursland, med mange spændende racerløb, og strålende solskin!
(Foto: Motorsporten.dk)

Top klassen denne weekend var naturligvis DTC klassen, som efter to spændende kvalifikationsløb, der blev vundet af henholdsvis Henrik Lundgaard i Chevrolet samt Peugeot køreren Jens Edman, leverede et forrygende finale løb som gav Michael Outzen hans første generelle DTC finale sejr nogensinde.
Outzen var lige over 9 sekunder foran de to efterfølgende kørere.


Michael Outzen øverst på poditet, her sammen med Jens Edman (2. pl.) og Michel Nykjær (3. pl.)
(Foto: Motorsporten.dk)

Det var dog ikke kun i DTC klassen at der blev leveret topunderholdning, specielt i Advan og Clio Cup var der kamp om de forreste pladser.
I Advan Cuppen skiftedes Bruno Rasmussen og Kent Iversen om 1. og 2. pladserne i de to løb, mens Per Poulsen gjorde rent bord i Clio Cuppen, hvor han vandt begge løb.

Formel 1800 klassen havde en suverænt kørende Kevin Magnussen på 1. pladsen i begge løb, hvor han begge gange vandt med lidt over 6 sekunder foran fætteren Dennis Lind.
Undervejs satte Kevin Magnussen ny banerekord med tiden 49,808 sekunder!


Kevin Magnussen (23) var urørlig på Ring Djursland! Her er han foran Dennis Lind.
(Foto: Motorsporten.dk)

En anden klasse der også leverede topunderholdning og spektakulær kørsel, var motorcykel klassen Super Challenge, det var som altid imponerende at se motorcykelkørerne på den kuperede og teknisk meget svære bane.
Her var det Jan Jespersen der tog begge sejrene, og det gjorde han med henholdsvis 0,191 og 0,393 sekund ned til Thomas Harding der tog sig af begge 2. pladserne.

Weekenden største og mest varierede felt var Special Sallon Car klassen, der leverede to meget tætte og nervepirrende løb, som begge blev vundet af Christer Gislerud fra Norge, i sin Porsche 996, det var begge gange med Hansen på 2. pladserne, først Jørgen "Gamle" Hansen i sin BMW M3 GTR, og dernæst Jens Hansen i Porsche 996 GT3.


Special Saloon Car = En fryd for øjne og øre, dem kan du gense på Ring Djursland i juni måned.
(Foto: Motorsporten.dk)

Den nye sportscar klasse, Peugeot 207 Spider Cup, var for anden weekend i træk på Ring Djursland, og med erfaringerne med banen fra foregående weekends 4-timers løb, kunne de levere et par spændende løb hvor først tyske Ronny Wechselberger og dernæst Tommy Schröter tog sig af 1. pladserne.

Den sidste klasse der deltog denne weekend var 1600 Challenge klassen, igen her var det anden weekend i træk de var på banen, hvilket gav et par meget tætte løb, hvor klassefavoritten Dan Nikolajsen blev sat alvorligt på plads.
Sejrherre i de to løb blev henholdsvis Kenneth Thomsen Honda CRX samt Jacob Gejl Pedersen Peugeot 106.

"Rent afviklingsmæssigt gik weekenden rigtig godt, DMKA's og SMOK's officials gjorde som sædvanlig et flot stykke arbejde, kørerne leverede nogle spændende løb og vi havde dejlig mange tilskuere" - var kommentaren fra Bent Tilsted Rasmussen, da han søndag eftermiddag så tilbage på 'Djurslands Banks DTC Weekend'.

Næste løb på Ring Djursland er den store Special Saloon Car Festival der løber af stablen den 21. og 22. juni.


Hr. Nielsen


Læs mere om:
  • Kevin Magnussen
  • Michael Outzen
  • Ring Djursland
  • 18/05/08 - Ring Djursland - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde