Int. FF   21/03/08

Fynsk FF-musketer kører videre
i udenlandsk racing-serie

Fynske Racingteam Vestergaard fortsætter i 2008 med at være danske ambassadører i den stærktbesatte Formula Ford Benelux-serie (FFB). Herudover vil Nils K. Vestergaard køre udvalgte løb i Danmark.

- Vi blev modtaget med både åbne arme og respekt af de midteuropæiske FF-teams, konstaterer Nils K. Vestergaard. - I en snæver vending modtog vi hjælp til at komme videre i erfarings-indhentningen omkring banesport i en single seater. Men de afgørende staldfiduser har vi selv måttet drage konklusionerne til, og det er fair nok.


Nils K. Vestergaard har vist en kraftigt opadgående formkurve i Formula Ford Benelux-serien.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Både Nils K. og Vestergaard senior - Gert - sætter en stor ære i at udforske og udtænke nye veje inden for motorsports-udviklingen. Dette sker bl.a. ved indkøb at relevant testudstyr samt bygning af prototyper.

- Vi har netop investeret i en motor-testbænk, forklarer Gert Vestergaard. - Herved kan vi kan kontrollere og studere, om alle hestekræfterne er til stede. Det er ikke tilladt at tune motorstyringen, men derfor skal motoren alligevel leve op til de tilladte specifikationer.

I 2008-sæsonen er ambitionerne for Racingteam Vestergaard at score podieplaceringer (TOP TRE) i FFB-serien, som bliver kørt på de fire midteuropæiske topbaner: Zandvoort, Spa, Zolder og Assen. Heraf er de tre førstnævnte enten nuværende eller tidligere Formel 1 Grand prix-baner.


Trioen Gert (i midten) & Nils K. Vestergaard samt mekanikeren Kenneth Hansen venter utålmodigt på at komme i gang med 2008-sæsonen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- Jeg havde også set frem til at køre med om det danske mesterskab, forklarer Nils K. Vestergaard. - Jeg er imidlertid i gang med et krævende studium til racing engineer i Oxford (England). Her bliver vi hele tiden målt og vejet, hvorfor der ikke er mulighed for at springe en eksamen eller to over. Her får man absolut ikke bonuspoint for at teste teorien i praksis.

I Oxford er et studenter-projekterne at bygge en single seater op fra grunden og ned til den mindste skrue. Nils K. Vestergaard har dog her fået kredit for sin motorsports-interesse, idet han er en eftertragtet testkører hos kollegaerne på studiet.

- Vi har foreløbig skrevet 4 danske arrangementer i sæsonkalenderen, oplyser Gert Vestergaard. - Vi glæder os meget til at vise de danske motorsports-fans, at vores smugtræning i Formula Ford Benelux-serien absolut ikke har været forgæves, samt at Mygale-raceren også kan gøre sig gældende på de danske baner.


Nils K. Vestergaard fortsætter i sin Mygale-racer fra 2007.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Formel Ford-raceren er i fuld gang med et generationsskifte fra en 1,8 liters motor (Zetec) til 1,6 liter (Duratec). Her valgte Danmark først at foretage motorskiftet til 2008-sæsonen, hvilket fik Racingteam Vestergaard til at prøve kræfter med Midteuropa, da fynboerne skiftede fra go kart til single seater i 2007.


I 2007 fik Nils K. Vestergaard også lejlighed til at køre på mekkaet for Formel Ford - Brands Hatch - i England.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Første løb i FFB-serien 2008 foregår på hollandske Zandvoort i påsken.

Racingteam Vestergaard

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Nils K. Vestergaard

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk