Go Kart   28/11/07

Bo Sørensen inviteret til Champions Cup
- i Barcelona
Som afslutning på en flot 2007-sæson er den dobbelte vice-danmarksmester: Bo Sørensen fra Betty Racing blevet specielt indbudt til start i Champions Cup i Karting - Barcelona (Spanien).

- I Champions Cup (CC) dyster de skrappeste spanske karting-teams med indbudte udenlandske topkørere, forklarer Bo Sørensen. - Spanien er begunstiget af noget højere normaltemperaturer end i Danmark. Spaniolerne har derfor hverken skrupler eller problemer med at tilrettelægge et nationalt top-arrangement i december måned. I den kommende weekend lover meteorologerne således sne i Danmark, og man kan hverken få pig- eller vinterdæk til en go kart.


Bo Sørensen ser frem til samarbejdet med Tony Kart’s fabriksteam ved Champions Cup i Spanien.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I Spanien er go kart lige så populært som i kartingens moderland: Italien, og er derfor indgangsvinklen for de unge talenter inden for motorsporten.

- Sideløbende med den danske løbsserie har jeg deltaget i det tyske karting-mesterskab, forklarer Bo Sørensen. - Hos det tyske KSN Motorsport er jeg teamkammerat med Carlos Sainz Jr., hvor faderen har scoret flere verdensmesterskaber i rally. De spanske karting-piloter er derfor heller ikke blege for at søge udfordringer uden for landegrænserne.


Bo Sørensen har scoret flotte topresultater på udenlandske karting-baner i 2007.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Carlos Sainz Jr. har kunnet hviske nogle vigtige småtricks i øret på Bo Sørensen omkring karting-banen i El Vendrell, som ligger lidt uden for Barcelona.

- Bane-layoutet med en længde på lidt over 1.300 m. ser virkelig spændende ud, fortsætter Bo Sørensen. - Det består af en højfarts-sektion med 2 store langsider efterfulgt af en snoet sektion med mange sving. Det gælder derfor om at spotte nogle utraditionelle steder på banen, hvor man kan lave overraskende overhalinger. Derimod vil man nok opleve mange placerings-fights for enden af den sidste af de to langsider.


Bo Sørensen er specielt inviteret til Champions Cup i Spanien.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Sydvestjyden har også klaret sig fornemt på de udenlandske karting-baner i 2007. Således scorede Bo Sørensen en flot andenplads i den nordeuropæiske styrkeprøve inden EM: Viking Trophy i Norge.

- Det bliver virkelig en seriøs satsning i Spanien, supplerer teamchef og far Erik Sørensen. - Vi har truffet aftale med Tony Kart’s fabriksteam om mekaniker og materielstøtte. Tony Kart er blandt de førende kart-fabrikker i hele Verden, og man skal derfor gøre sig fortjent til denne støtte. Medvirkende har naturligt været Bo’s positive fremtræden under EM-finalen, hvor vi indledte samarbejdet med fabriksteamet.


Bo Sørensen spænder hjelmen til en spændende afslutning på 2007-sæsonen.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Senest har Bo Sørensen scoret en treer i det tyske Graf Berghe von Trips Memorial på Kerpen-rundbanen lidt uden for Köln. Den 15-årige vestjyde havde egentlig kvalificeret sig som toer til finalen, men grundet noget enkelte grams undervægt - efter bagakselskifte - måtte podiepladsen indfightes fra en finale-startplacering som nr. 23.

Bo Sørensen fortsætter med karting i 2008, hvor køreren fra Betty Racing træder et trin op til kongeklassen: KF2.

Betty Racing

Åge Kirketerp Jensen


Læs mere om:
  • Bo Sørensen
  • Betty Racing

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk