1600 Rally Challenge   29/09/07

Fuld gas fra første meter
Når starten går til fjerde afdeling af DM i rally på lørdag formiddag i Odder, kører Kasper Nyman med strakt højrefod fra de allerførste meter.

- Det er et forholdsvis kort løb, så det er vigtigt at være hurtig fra begyndelsen, siger DASU Rally Challenge køreren inden lørdagens godt 110 kilometer hastighedsprøver.

For bare to uger siden var DM-feltet på Bornholm til årets tredje afdeling, og her kørte Kasper Nyman sin Suzuki Swift 1600 Challenge til en klassesejr og en meget flot 13. plads i den samlede stilling.
Det 20-årige rallytalent har tidligere lagt lidt forsigtigt ud og sat tempoet op efterhånden, som løbene skred frem, men på Bornholm var det for første gang fuld gas helt fra begyndelsen, og det gav resultater.
- Vi havde god fart på fra begyndelsen, bilen kørte perfekt hele dagen og vi kørte et løb uden problemer, lige bortset fra et rådyr, der sprang ud foran bilen på allersidste prøve, fortæller Kasper Nyman, der med 13. pladsen opnåede sit bedste DM-resultat nogensinde.


(Foto: DASU)

- Nu forsøger vi at gøre det samme til DM 4. Efterhånden har jeg lært bilen rigtig godt at kende, og det går godt uanset om prøverne er snævre og drejer meget, eller om der er lange, lige stykker, hvor det går rigtigt stærkt.
Ifølge vejrudsigterne er der ret stor sandsynlighed for, at en del eller hele løbet kommer til at foregå på våde veje.
- Men det tager vi, som det kommer, fortæller Kasper Nyman, der tidligere har vist, at han også i regnvejr formår at holde Suzukiens firehjul på asfalten og køre stærkt.

Fjerde afdeling af DM i rally starter officielt foran rådhuset i Odder lørdag kl. 9.30. Herefter skal fire hastighedsprøver køres hver to gange inden præmieoverrækkelsen kl. 20 ved Odder Hallen.

DASU


Læs mere om:
  • Kasper Nyman Andersen
  • Aarhus
  • 29/09/07 - Aarhus - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde