Clio Cup - DK   12/09/07

JM Racings kørere i Clio Cuppen havde masser af fart
Clio CupDer var masser af fart i bilerne hos JM Racings to kørere, som deltog i Casinoportalen Clio Cup ved weekendens Grand Prix Danmark. Christian Jakobsen (Børkop) kørte en femteplads hjem i det ene heat, mens Lars Christensen (Christiansfeld) blev noteret for to 15. pladser, hvoraf den sidste dog ikke var helt repræsentativ for hans styrke på FDM Jyllandsringen.

”Speeden var egentlig OK i weekenden, men der manglede bare lige det sidste held til at få det fuldført,” siger Lars Christensen, som sluttede det ene heat i sandkassen efter et mislykket overhalingsforsøg i kampen om tiendepladsen.

”Det var bare en skam, at jeg ikke kunne afslutte min overhaling på Dennis Bannergaard. Når jeg nu var ved at komme i top 10, så var det lidt dumt at lave sådan noget, men det gav da trods alt nogle gode tv-billeder med langsom gengivelse og det hele, så jeg håber, at mine sponsorer alligevel var glade...”

”Jeg følte selv, at jeg var hurtigere, men det var simpelthen manglende erfaring. Jeg skulle have ventet og taget det med ro, så det må jeg bare lære af,” konstaterer Lars Christensen. ”Nu skal jeg bare have blæst bilen ren for sand, men jeg var da heldig, at jeg ikke ramte den bil, som i forvejen stod i sandkassen, for ellers havde bilen ikke været så køn.”

Christian Jacobsen endte også et af sine løb i sandkassen.

”Jeg startede som otter og fik en god start og lå femmer i første sving, men da jeg kom ud af svinget, smed Jacob Kristensen al sin olie, og det kørte jeg ind i,” fortæller han. ”Jeg kunne mærke, at det var glat, men jeg fik bremset, og så drejede bilen rundt. Hele fronten af bilen var fyldt med olie, og så røg jeg ud i sandet. Da jeg er klar igen, er hele feltet kørt, og så var der ikke så meget at gøre.”

Christian Jacobsen rådede dog bod på det dårlige resultat med at sikre sig en femteplads i det andet af de to løb for Casinoportalen Clio Cup.

”Andet heat var godkendt. Farten var der, og det er ikke hver dag, man får lov til at overhale Brian Mikkelsen uden problemer,” slår Christian Jacobsen fast.

JM Racing


Læs mere om:
  • JM Racing
  • Jyllandsringen
  • 09/09/07 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde