Advan Cup   20/08/07

Kortene blev atter blandet i Advan Cuppen
Sejre til til Kim Lund og Kent Iversen
og atter mange points til Bruno Rasmussen

Selv om det fortsat er Kim Lund, Silkeborg, der fører i kampen om Advan Cuppen, så blev kortene i den grad blandet godt og grundigt på Padborg Park ved løbene for de serienære standardvogne.

Den forsvarende mester lagde stærkt ud med hurtigste omgang i tidtagningen og en sejr i første heat, men da det så ud som om, at han ville have gode muligheder for endnu en podieplacering i det andet heat, begyndte hans motor at koge, hvorfor han måtte lade sig passere af den ene konkurrent efter den anden for til sidst at ende på en tiendeplads.

Sejren i dette heat gik til Kent Iversen, Lysabild, som dog ikke profiterede af mesterens problemer. Ret hurtigt passerede han Carsten Rasmussen, Egtved, i starten af løbet, og herefter var han ikke til at stoppe.

En anden af de kørere, som har blandet sig i topstriden, løb også ind i mekaniske problemer. Det var Thue Kristensen, Viborg, der måtte stoppe allerede i det første heat med en defekt, og dermed er det anden afdeling i træk, at midtjyden ikke fik point i et eneste af heatene, hvilket har været kostbart for hans pointkonto. Weekenden betød således, at han rykkede fra anden- til sjettepladsen!

Mekanisk og sportslig stabilitet er for flere kørere lidt af en mangelvare i Advan Cuppen, men der er et par enkelte kørere i klassen, som har den, og den er de så småt ved at profitere på. Kim Holmgaard, Aalborg, kørte således en niende- og en femteplads hjem i søndagens to heats, og dermed er han fortsat den eneste kører, som har scoret points i samtlige årets heat, hvilket betyder, at han nu er avanceret til en sammenlagt tredjeplads.


Med to andenpladser på Padborg Park har Bruno Rasmussen kørt sig frem på andenpladsen i den samlede stilling i Advan Cuppen. Bag ham følger Kent Iversen, der vandt det ene af de to løb i Sønderjylland.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

En kører, der dog gør det en tand bedre, er Bruno Rasmussen, Tyskland. Godt nok har han ikke fuldført alle løbene, men chaufføren i den røde Peugeot 307 er ofte med helt fremme, og det var også tilfældet på Padborg Park. Her blev det til hele to andenpladser og dermed sæsonens hidtil bedste weekend for Bruno Rasmussen, som nu er Kim Lunds nærmeste forfølger i toppen af tabellen.

Feltet på Padborg Park talte i øvrigt intet mindre end 34 startende, og af disse var der hele tre, der for første gang i år kom på scoringstavlen. Det var Michael Jacobsen, Vojens, René Christiansen, Rødekro, og Jan Lausten, Silkeborg.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Bruno Rasmussen
  • Kent Iversen
  • Padborg Park
  • 19/08/07 - Padborg Park - Advan Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde