Advan Cup   16/08/07

Jagten på Kim Lund fortsætter
Den forsvarende mester har lagt afstand til forfølgerne i Advan Cuppen
Den største klasse ved weekendens Augustløb på Padborg Park bliver Advan Cuppen. Klassen for de serienære standardvogne op til to liters slagvolumen kommer til at tælle intet mindre end 34 deltagere, og de bedste af disse har en helt klar målsætning. At jagte, indhente og slå Kim Lund, Silkeborg.

Østjyden er ikke bare forsvarende mester i klassen. Han indtager også førstepladsen i tabellen forud for de to løb på søndag med et komfortabelt forspring, selv om hans formkurve efter en flot sæsonstart på det seneste har taget et dyk.

”Det sidste løb på Padborg Park vil jeg helst glemme. Jeg ødelagde min bedste motor op til løbet, og i løbet gik det ikke særligt godt,” siger Kim Lund. ”På den baggrund og efter en hård forårssæson var det godt at holde sommerferie fra motorsporten. Men det var også godt at komme i gang igen i sidste uge med den første test, og det var faktisk også nødvendigt for at komme op i omdrejninger igen.”


Kim Lund (1) har lagt sig i front i kampen om årets Advan Cup. Thue Kristensen (hvid bil) er en af dem, som følger ham.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Kim Lund har et forspring på hele 28 points til den nærmeste af sine mange forfølgere, men herefter bliver der trængsel i tabellen. Thue Kristensen, Viborg, Bruno Rasmussen, Tyskland, Kim Holmgaard, Aalborg, og Kenneth Jacobsen, Roskilde, er på de næste fire pladser bare adskilt af 10 points, hvilket understreger, at Advan Cuppen er en af sæsonens mest tætte klasser, selv om Kim Lund virker meget suveræn. Der er med andre ord ikke plads til fejltagelser eller tekniske problemer, og det er der flere kørere, som kan skrive under på.

”Sidste gang var jeg ikke den eneste af kørerne i toppen af feltet, som ikke fik et point med hjem, og det var lidt hårdt for mig i mesterskabet,” siger Thue Kristensen. Han bil er siden blevet gået efter i sømmene, så den er klar til weekendens udfordringer.

Den store jævnbyrdighed i klassen understreges også af, at der ikke er færre end 25 af de i alt 34 tilmeldte kørere, som allerede på nuværende tidspunkt har scoret points til mesterskabet. Og af de ni kørere, som endnu har deres første DM-point til gode i Advan Cuppen, er der tre, som har en meget naturlig grund. Augustløbet bliver nemlig deres første start i klassen.

Af de tre er to helt grønne i denne form for motorsport.

Det er Michael Markussen, Espergærde, som erstatter Michael Ringstrøm, Roskilde, i den ene af Klimaks Racings tre Suzuki Swift-modeller, mens Peter Obel, Kalundborg, debuterer for Eskebjerg Racing. Her kører han sit første motorløb i den Peugeot 206, som Sonny Nielsen, Eskebjerg, startede sæsonen med. Sonny Nielsen selv deltager i en nybygget Peugeot 307.

Den sidste nye kører er Ole Eberhard, Hinnerup. Han har tidligere kørt Yokohama Cup og gruppe N2, og efter at han i denne sæson har haft nogle starter i Special Saloon Car Challenge, stiller han nu op i Advan Cuppen i sin MG ZR 160.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Kim Lund Johansen
  • Thue Kristensen
  • Poulsen Motorsport
  • Team Lund
  • Padborg Park
  • 19/08/07 - Padborg Park - Advan Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde