CHGP   29/07/07

Ferrari gæster (i) Fælledparken
CHGPDer er ikke bare mange Ferrari’er i Fælledparken, når Copenhagen Historic Grand Prix finder sted d. 4.-5. august. ..... Der er rigtig mange.

Omkring 100 af de firehjulede italienske kunstværker er samlet – dels for at nogle af dem kan deltage i Ferrari Challenge opvisningsløbene, dels for at resten kan blive beundret af publikum. Men alle er der især fordi Ferrari i år fejrer 60 års jubilæum.

Den danske Ferrari Importør, Formula Automobile, har inviteret tæt ved 500 gæster. Alle de af gæsterne, der kommer kørende i Ferrari, får adgang til et særligt areal i Fælledparken, hvor de kan parkere.


Da Ferrari fejrede 60 års jubilæum på ”hjemmebane” i Fiorano i Italien forleden, kunne man se denne fornemme Ferrari 275 (som oven i købet har tilhørt Clint Eastwood). Netop Ferrari 275 vil være blandt de sjældne biler, publikum kan se, når den danske Ferrari importør, Formula Automobile, fortsætter jubilæumsfesten under Copenhagen Historic Grand Prix i Fælledparken.

350 i Danmark
”Der er omkring 350 Ferrari’er i Danmark,” fortæller Theis Gronemann, Marketingchef hos Formula Automobile. ”Og der handles omkring 60 om året. Vi kan få tildelt cirka 30 nye biler fra fabrikken i Maranello, dem kan vi alle sælge og så er der som regel også en brugt Ferrari i retur for den nye.”

Ferrari har i de seneste år haft stor succes i Danmark. Det skyldes ikke kun, at mange danskere har fået mange penge mellem hænderne, men også den omstændighed, at de kostbare biler sjældent rigtig taber deres værdi. Som oftest stiger de. En Ferrari F40, der i 1987 kostede omkring 1 million kroner, handles nu til 2,7 millioner.

Underproduktion
Forklaringen er ikke mindst, at Ferrari producerer langt færre biler end man er i stand til at sælge. Produktionstallet er omkring 6.000 biler om året og det er realistisk, at fabrikken ville kunne sælge 15.000. I hvert fald indtil markedet ville være mættet – men det er der med den nuværende produktion ikke stor sandsynlighed for sker.

Ferrari er lig med motorhistorie og i særdeleshed motorsportshistorie.
Da Enzo Ferrari i 1947 grundlagde sit bil imperium, handlede det om at køre racerløb. Det var også dengang temmelig kostbart, så der var ikke andet at gøre end at begynde at bygge sportsvogne, som så kunne finansiere deltagelsen i motorsport.

Formel 1 gigant
Ferrari har som de eneste været med i Formel 1 verdensmesterskabet lige fra mesterskabets begyndelse i 1950 og ved udgangen af 2006 havde man en rekord på 14 VM-titler for konstruktører, 14 VM-titler for kørere og ikke færre end 192 Grand Prix sejre bag sig. Som et kuriosum kan det nævnes, at hvis konstruktør verdensmesterskabet ikke først var blevet etableret i 1958, ville Ferrari have haft fem yderligere VM-titler på sin konto.

Formel 1 triumferne var kernen i Ferraris eksistens og er det til dels stadigvæk. Men fabrikkens sportsvogne har gennem årene opnået en enestående status som nogle af de aller fineste sportsvogne, verden nogensinde har set.

Topmodeller
Hver epoke har sin egen topmodel. Tilbage i 1960’erne var det Ferrari 250 GTO, i 1970’erne udgjorde 365 GT4 BB en milepæl som den første Ferrari sportsvogn med centerplaceret boxermotor. Nyklassikeren Testarossa havde verdenspremiere i Paris i 1984. Siden fulgte førnævnte F40, som blev fulgt af F50 og senest er det Ferrari Enzo Ferrari, der er blevet det nye årtusindes første Ferrari superbil. Den blev introduceret i 2002.

Mange af de usædvanlige biler er på plads i Fælledparken og det er værd at huske på, at historie ikke kun handler om veteranbiler. Som sådan har Ferrari Enzo Ferrari allerede skrevet sig ind i historien. Der er Enzo Ferrari biler med i Copenhagen Historic Grand Prix. Den mest ekstreme er uden sammenligning Ferrari FXX. FXX er alene bygget i 30 eksemplarer og de indgår alle i et udviklingsprojekt, hvor deres ejere benytter dem i specielle FXX løb hen over året. En af ejerne er nordmand og han kommer til København med sin bil.

Der er tale om en sportsvogn, baseret på Enzo Ferrari, men udstyret med en 6,262 ccm V12 motor, der yder over 800 hestekræfter ved blot 8.500 omdr./min. Sammenlignet med Enzo Ferrari har den 40 procent mere downforce.

Milepæle i Ferraris historie:
1947, 25. maj: Ferrari vinder sin første sejr (Rom GP, Ferrari 125S)
1948: Verdenspremiere på Barchetta 166 MM
1949: Ferrari (166 MM) vinder 24 timers Le Mans for første gang
1950: Ferrari vinder Mille Miglia (195 S)
1951: Ferraris første F1 sejr (GB, Ferrari 375 F1)
1952: Ferraris første F1 VM titel (Ascari, Ferrari 500 F2)
1953: Ferrari vinder sit første Sportvogns VM (Ferrari 340 MM og 375 MM)
1954: Verdenspremiere på Ferrari 250 GT
1957: Verdenspremiere på Ferrari 250 California
1962: verdenspremiere på Ferrari 250 GTO
1965: Ferrari vinder Targa Florio (Ferrari 275 P2)
1967: 1-2-3-sejr i 24 timers Daytona (Ferrari 330 P4 og 412 P)
1968: Verdenspremiere på Ferrari 365 GTB4 (Daytona)
1971: Verdenspremiere på Ferrari 365 GT4 BB
1972: Etablering af egen testbane, Fiorano
1975: Verdenspremiere på Ferrari 308 GTB
1984: Verdenspremiere på Ferrari Testarossa
1987: Verdenspremiere på Ferrari F40
1988, 14. august: Enzo Ferrari afgår ved døden 90 år gammel
1991: Luca de Montezemolo ansættes som Ferrari præsident
1995: Verdenspremiere på Ferrari F50
1996: Michael Schumacher vinder sin første sejr for Ferrari (Spaniens GP)
2000: Michael Schumacher vinder det første kører-VM til Ferrari siden 1979 og igangsætter en ny epoke
2002: Verdenspremiere på Ferrari Enzo Ferrari

Formula Automobile

SRP
Vivi Siiger & Søren Clauding


Læs mere om:
  • Fælledparken
  • 05/08/07 - Fælledparken - CHGP

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde