CHGP   17/07/07

Alle tiders Grand Prix
CHGP”Alle tiders tider” er en helt ny konkurrence, der afvikles i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix i Fælledparken den 4. - 5. august.
Det går i korthed ud på, at udvalgte superbiler fra de forskellige historiske epoker får mulighed for at sætte omgangsrekorden på den nye næsten 2 kilometer lange racerbane.

”Der er grænser for, hvor mange racerklasser vi kan afvikle i løbet af en lørdag og en søndag, når der også skal være tid til træning,” fortæller løbsarrangør Ole Markussen. ”Samtidig har Grand Prix’et opnået så stor international interesse, at mange har spurgt, om de kunne møde op med deres helt specielle biler, selvom bilerne ikke naturligt passer ind i de klasser, vi afvikler løb i. Det gav os idéen til Alle Tiders Tider. Der er tale om en konkurrence, men der er ligeså meget tale om, at publikum får mulighed for at se de spændende biler i aktion – samtidig med at de tider, der køres på, giver realistisk sammenligning mellem epokerne og dermed også er et spejl af den historiske udvikling, motorsporten har gennemgået.”

Sidste år blev der for første gang sat en officiel omgangsrekord i Fælledparken. Det var Lars Erik Nielsen, der frisk fra 2.pladsen i GT2 klassen under 24-timers Le Mans kørte den hurtigste officielle tid på den ”gamle bane”.


Lars Erik Nielsen scorede i juni sin anden podieplacering i træk i 24-timers Le Mans. Han konkurrerer, hvis alt går som lovet, med sin Porsche 997 GT3 om banerekorden under Copenhagen Historic Grand Prix i Fælledparken.
(Foto: Vivi Siiger)

I år er banen forlænget, så man bl.a. opnår en cirka 800 meter lang langside ind ad Nørre Allé. Den følges af en snoet og meget spændende strækning gennem Fælledparken, hvor man virkelig får skilt fårene fra bukkene. Den bane er det hensigten, at fortsætte på i de kommende år og derfor vil de omgangstider, der sættes i år, kunne blive slået året efter.

”Præcis hvilke biler, der i år kommer til at køre om Alle Tiders Tider, er ikke klart endnu,” siger Ole Markussen.

”Men jeg håber, at kunne gøre forsøget endnu engang,” siger Lars Erik Nielsen, der i år sammen med Allan Simonsen scorede 3.pladsen i GT2 klassen i Le Mans. ”Jeg er blevet lovet, at motoren til min Porsche er klar inden Grand Prix’et. Er den det, er jeg det også,” smiler han – vel vidende, at det ikke er usædvanligt i motorsporten, at blive overhalet indenom også af tiden.

To andre spændende biler, hvoraf mindst den ene vil skulle forsøge at sætte tiden i sin epoke, tilhører Juan Barazi, dansker, bosiddende i London. Juan Barazi har deltaget i 24-timers Le Mans i 2006 såvel som 2007 i den såkaldte LMP2 klasse. Han kommer til København og medbringer to ganske usædvanlige biler:
En original Shelby Cobra Competition fra 1962, som har kørt løb i USA i den periode, hvor Cobra'en var den dominerende sportsvogn. Den har over 380 hestekræfter og vil måske kunne sætte omgangsrekorden for biler i epoken 1961-1965.

Samt en yderst sjælden sportsvogn:
”Der er tale om en original Ferrari 246 Sport Dino Santuzzi fra 1959,” fortæller Barazi. ”Det er en bil, som Ferrari byggede, da man sidst i 1950’erne havde svært ved fortsat at kunne dominere sportsvognsklasserne med Testa Rossa modellen. Den er kortere end Testa Rossa og udstyret med en Formel 1 motor fra Ferrari 146 Dino og bilen blev den dominerende i sportsvogns racing i begyndelsen af 1960’erne.”

Copenhagen Historic Grand Prix

Udsendt af SRP
v/Vivi Siiger & Søren Clauding


Læs mere om:
  • Juan Barazi
  • Lars Erik Nielsen
  • Barazi-Epsilon
  • Fælledparken
  • 05/08/07 - Fælledparken - CHGP

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk