Le Mans   06/07/07

Le Mans-helt fylder 40
Le MansPar nummer 7 står i fokus, når Tom Kristensen fylder 40 år på lørdag den 7/7.
Netop 7-tallet har på nærmest overnaturlig vis været tilknyttet den danske racerkører, der med 7 sejre har indskrevet sig i motorsportens historie som den mest vindende kører i det legendariske Le Mans.

Allerede som 9-årig kørte Tom sin første gokart, og op gennem ungdomsårene blev han flere gange dansk mester. Også på internationalt plan markerede den unge Kristensen sig med en række sejre og topresultater, inden han som senior skulle hoppe over i formelklasserne. Her var talentet alene ikke længere nok, der skulle også skaffes masser af sponsorpenge for at få en plads i de attraktive team. Som dansker uden opbakning fra en national bilindustri var det noget nær umuligt.

Mens Tom K i tre år kørte sporadiske løb og forsøgte at holde liv i sin motorsportskarriere, uddannede han sig som bankassistent hjemme i Hobro. Meget symbolsk på Kristensens økonomiske krise krakkede banken, dog først da danskeren i 11. time havde fået et uventet tilbud om at køre en sæson gratis i det internationale tyske F3-mesterskab.

Året var 1991, og selv om nordjyden var udset til at være føl i BSR-teamet, vandt han sit første løb fra front og så sig ikke siden tilbage i mesterskabet. En stjerne var født.

De næste fire sæsoner kom til at udspille sig i Japan, hvor Toyota skrev kontrakt med talentet. I Østens Rige kørte Tom K en række vidt forskellige internationale mesterskaber og skaffede sig med sine allround-evner den tekniske indsigt, der parret med en medfødt hurtighed skulle komme ham til gode på ikke mindst Le Mans.


(Foto: Nils Finderup)

Her fik Tom Kristensen sin debut i 1997, atter i 11. time. Blot ti dage før løbet blev han kontaktet af det tyske Team Joest Racing, der manglede en tredjemand til to tidligere Formel 1-stjerner hos Ferrari, Michele Alboreto og Stefan Johansson. Uden kendskab til bil eller bane satte den unge dansker uimponeret ny banerekord på vej mod sejren, der – naturligvis – faldt i en bil med 7-tallet på siden.

Lige siden har navnet Tom Kristensen været synonymt med verdens mest kendte racerløb. Han skiftede efter to sæsoner hos BMW til Audi i 2000, hvor han blev forenet med den fantastiske R8-racer. Denne duo stillede fem gange op på Le Mans og vandt hver gang. Da Kristensen i 2003 var udlånt af Audi til søsterselskabet Bentley, vandt han atter, samtidig med at R8 led sit eneste nederlag på den franske bane.

Den hurtige himmerlænding er talrige gange blevet kåret til landets bedste kører og sportsmand, ligesom han ofte er kåret til verdens bedste sportsvognskører. På den baggrund synes det uforståeligt, at det skulle tage så lang tid at blive 40!

Dagen fejres med en privat fest for familie, venner og kolleger. Her vil Tom Kristensen blive flankeret af fru Hanne og parrets tre børn, Oliver, Carla Malou og Oswald.

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs mere om:
  • Tom Kristensen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk