Advan Cup   30/06/07

Skipper sejlede sig til sejr i Padborg Parks regnvejr
Favoritterne fra toptrioen havde derimod en dårlig dag i Sønderjylland
Michael Skipper, Vordingborg, sejlede bogstaveligt talt sin blå og gule Ford Fiesta ST150 til sejr, da det første af dagens to heats for Advan Cup blev kørt på en meget våd Padborg Park.

Senere fuldendte han dagen med en ny flot præstation, som udløste en andenplads, og dermed beviste sydsjællænderen, at det blot er dumme, tekniske uheld i den første del af sæsonen, der gør, at han blot indtager en beskeden 11. plads i mesterskabet for de serienære standardvogne.


Michael Skipper (8) sejlede bl.a. forbi Thue Kristensen og flere andre konkurrenter, så han vandt på Padborg Park
(Foto: Birger Vilén)

Michael Skipper havde kvalificeret sig som nummer syv til første heat, og over den første omgang lykkedes det ham blot at vinde en enkelt placering, så han kom til at ligge lige bag trioen Kenneth Jacobsen, Roskilde, Kim Holmgaard, Aalborg, og Thue Kristensen, Viborg, der havde en hård kamp om tredjepladsen. Det lykkedes ham med nogen besvær at passere først Thue Kristensen og så Kim Holmgaard, men da der manglede to omgange, og han blot lå på fjerdepladsen, lignede det ikke noget, som kunne udløse en plads på podiet endsige dagens største pokal.

Men Michael Skipper ville mere. På næstsidste omgang gik han forbi både den regerende mester Kim Lund, Silkeborg, og Kenneth Jacobsen, og så var der kun René Hoff, Vanløse, tilbage. Københavneren havde ført løbet i sikker stil fra start, men også han måtte overgive sig for presset fra Michael Skipper, som indenfor den sidste kilometer bogstaveligt talt sejlede forbi ham på langsiden og sikrede sig sejren.

Også i dagens andet heat var sydsjællænderen godt kørende. Her arbejdede han sig fra en startposition som nummer fem forbi Kenneth Jacobsen og Kim Holmgaard, så han tog andenpladsen i mål, og foran ham var det kun Kent Iversen, Lysabild, som kørte stærkere. Sønderjyden var her ganske enkelt bedre kørende, og han kontrollerede i den grad løbet.

Var de to løb triumfer for Michael Skipper og Kent Iversen, så var det ikke en god dag for de tre kørere i toppen af tabellen.

Thue Kristensen måtte udgå med udsættere, mens Bruno Rasmussen, Tyskland, ligeledes måtte stoppe med en teknisk defekt. Kim Lund fik sig en enkelt fjerdeplads, men måtte også indkassere en stop&go for at have overhalet i gul flagzone. Episoderne betød dog, at trioen beholdt deres respektive placeringer i top 3, men til gengæld er forfølgerne nu rykket tættere på.

Kim Holmgaard kunne således med sin hidtil bedste weekend bag rattet af den sorte Seat Leon lukke hullet, så han nu på fjerdepladsen er bare fire points efter sidste mand i førertrioen. Men også Kenneth Jacobsen, Roskilde, og René Hoff, Vanløse, er med weekendens resultater kommet markant tættere på toppen.

Stillingen i Advan Cup:
Plac. Navn Mærke Point
1. Kim Lund Peugeot 307 113
2. Thue Kristensen Peugeot 106 85
3. Bruno Rasmussen Peugeot 307 82
4. Kim Holmgaard Seat Leon 78
5. Kenneth Jacobsen Suzuki Swift 75
6. René Hoff Peugeot 307 65
7. Nick Reimersø Suzuki Swift 54
  Lars Gaardsøe Peugeot 206 54
  Carsten Rasmussen Citroën C4 54
10. Peter Olsen Peugeot 307 52
11. Michael Skipper Ford Fiesta ST150 51
12. Anders Majgaard BMW 120i 47
13. Anders Christensen Peugeot 307 41
14. Leon Sørensen Peugeot 307 40
15. Ole Luton Ford Focus 34
16. Kent Iversen Peugeot 307 33
17. Dan Birkelev Suzuki Swift 27
18. Michael Ringstrøm Suzuki Swift 17
19. Poul Erik Jensen Volkswagen Golf 16
20. Bent Tronhjem Peugeot 307 15
21. Dennis Jørgensen Suzuki Swift 14
22. Anders Nielsen Peugeot 206 12
23. Thomas Mortensen BMW 318 compact 6
24. Lars Højris Nielsen Peugeot 206 5
25. Sonny Nielsen Peugeot 206 2

dtc-net.dk


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 24/06/07 - Padborg Park - Advan Cup

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde