Special Saloon   29/06/07

Kjærgaards løbsrapport fra Padborg Park
Jeg havde længe set frem til at se hvad Porschen kunne præstere på Padborg Park. Nåede lige at blive færdig med bilen torsdag nat, efter et mindre motorhavari, samt andre småting.

Havde sat næsen op efter minimum 1 podieplacering, da jeg mente at Porschen havde nogle fordele på netop denne bane, i forhold til mine nærmeste konkurrenter. Vejrudsigten så nogenlunde tør ud, og det var forudsætningen for et tilfredsstillende resultat, da jeg aldrig før har kørt i regn med vognen, og ej heller har nogle set up data fra den tidligere ejer.

Tidtagningen lørdag:
Den første tidtagning lørdag, gik såmænd rimelig godt. Fik hurtigt føling med bilen (er blot 3. gang jeg kører i den), og satte hurtigt nogle rimelige tider. Bedste tid blev 1,06 hvilket rakte til en generel 8. plads, og en 4. plads i klassen, kun én tiendedel fra Jørgen Hansen som var toer i klassen. Efter denne tidtagning var jeg meget optimistisk, da jeg følte at bilen virkeligt gik godt, og at jeg nok skulle kunne finde et halvt eller helt sekund. Bl.a. skulle bremsebalancen lige finjusteres.

Anden tidtagning blev knap så god. Der var en lang safetycarperiode, dårlig vejgreb flere steder, samt fik jeg stort set ikke en helt "fri" omgang p.g.a. voldsom trafik, så det rakte kun til en beskeden 11. plads generelt, og en 6.'er i klassen. Jeg tabte iøvrigt mit soltag i denne tidtagning. Øjenvidner berettede om at det fløj 20 meter op i luften, hvorefter det landede ude blandt tilskuerne, i bedste formel 1 stil, når hjulene flyver af! Der var hverken person eller materiel skade. Jeg var dog stadig super optimist på vejen hjem til Sankt Hans festen, velvidende at jeg nok skulle vinde en del pladser i starten, for er der noget Porschen kan, så er det at trække fra land i starten!! Tror næsten at jeg kunne stille direkte op i Drag Race med den!!

1. heat søndag:
På vej til Padborg søndag morgen var alt fryd og gammen. Knastørt med masser af solskin. Fint tænkte jeg, det går jo lige efter planen. MEN det blev jo som bekendt øsende regn, og jeg var noget betænkelig ved situationen, da vi skulle på banen.

Jeg skulle starte otter, men af en eller anden grund, bliver Klaus Klostermann henvist til 8. pladsen, og jeg til 7. pladsen. Jeg protesterede ikke det store, og det gjorde Klaus af uforklarlige årsager nu heller ikke. Da starten gik, kom jeg nogenlunde afsted, men tøvede, da jeg overhovedet ikke kunne se så meget som en meter foran mig, på grund af vandsprøjt fra de forankørende biler, så der slap lige et par konkurrenter forbi.

Da regnen blev mere og mere intens, og banen mere og mere våd, var det et meget langt heat! Den var mildelst talt umulig at styre, og på langsiden, hvor Porschen har sin force, gik de 450 HK. mere eller mindre op i hjulspind, og jeg kørte næsten lige så meget sidelæns som fremad. Det meste af heatet lå jeg på en 3. plads i klassen, men pga. af en kørefejl på sidste omgang for enden af langsiden, bliver jeg passeret af Frederik Holm, som nuppede "min" pokal. Drøn ærgeligt, men sådan er race nu engang.

2. heat søndag:
Jeg havde skruet lidt på undervognen op til løbet, da jeg ikke rigtigt kunne få den til at gå ordentligt i 1. Heat, hvilket jeg var meget spændt på.

Jeg startede nede som nummer 11, og lavede en god start. Følte næsten at de omkringliggende biler holdt stille, og den fik alt hvad remmer og tøj kunne holde..... Men der skulle jo også bremses på et tidspunkt, og da jeg fik øje på Schönemann ud af min siderude, blev jeg enig med mig selv om at det nok var ved at være på tide!!! Men det var åbenbart lidt for sent, så jeg måtte en tur igennem pitten. Pyt med det tænkte jeg, weekenden er alligevel ødelagt, så jeg betragtede resten af heatet som ren træning. Det nye setup virkede også noget bedre, og følte faktisk at den kørte rimeligt godt, men én ulykke kommer sjældent alene, og jeg forbremser mig endnu en gang for enden af langsiden, så må igennem pitten igen. Denne gang uden frontspoiler!!

Dette heat bar ikke præg af de store resultater, og jeg måtte nøjes med 3 point på kontoen, men til gengæld fik jeg åbenbart fanget producerens opmærksomhed, da flere af mine små fadæser blev vist på fjernsynet. Synes iøvrigt at det var rigtigt godt det der blev vist på TV. De fik nogle rigtig gode billeder af alle vores fine biler.

Jeg ser frem til næste løb som, hvis alt går vel, bliver på Anderstorp i Sverige i August.

Andreas Kjærgaard
SSC 207


Læs mere om:
  • Andreas Kjærgaard
  • Padborg Park
  • 24/06/07 - Padborg Park - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde