DM Rally   13/06/07

Så nærmer vi os start
- på Danboring Limfjords Rally 2007
Mange måneders forberedelse er så småt ved at være overstået. Vi nærmer os nu med hastige skridt lørdag, hvor Danboring Limfjords Rally køres på Mors.

Til løbet vil der være hele 73 biler til start. Et ganske fint startfelt, især hvis man kigger nærmere på bilerne, som deltagerne stiller til start i.

Man ser tydeligt, at bilernes standard virkelig er blevet højnet her til 2007 sæsonen. Vi er overbevidste om, at der bliver kamp om placeringerne fra start.

Og hvem er favoritterne så? Heldigvis er vi i år i dansk rallysport i den heldige situation, at det faktisk er ganske svært at sætte favoritter på. I år er der flere, som vil kunne løbe med sejren. Meget kommer an på hvem, der kommer bedst fra start og hvem der undgår uheld. Den klare favorit til den generelle sejr er dog Karl-Åge Jensen i Subaru WRC. Det forventes ikke, at der er nogen, som vil kunne følge Karl-Åge, men da han ikke kan tage DM point er det fra 2. pladsen og ned kampen især kommer til at stå. Skal man sætte favoritter på må det være top 3 fra første afdeling i Sorø.

Morten Karl fra Svenstrup, som vandt første afdeling vil helt sikkert igen være stærkt kørende i sin Mitsubishi Evo 8 MR. Morten er efter et års pause vendt stærkt tilbage til sporten. Christian Jensen fra Ans i sin nye Subaru Impreza og Martin Johansen fra Vejen i Suzuki Swift kæmpede i Sorø en indædt kamp om 2. pladsen. En kamp som Christian vandt med kun 2 sekunder. Ud over disse er der en række andre, som helt sikkert vil kæmpe med helt i toppen.

Præcist hvem vil komme til at afhænge lidt af vejret. Som det ser ud i øjeblikket tegner det desværre til regn, hvilket favoriserer de 4 hjuls trukne biler.

Vi håber, at regnen holder sig væk lørdag. Godt nok bliver det ikke mindre interessant at kigge på som tilskuer, det bliver heller ikke mindre udfordrende for deltagerne, men det vil især gøre det mere besværligt for alle de officials, som skal hjælpe med til at få løbet til at køre.

Vi er glade for, at det igen i år er lykkedes os at få stablet en DM afdeling på benene. Heldigvis har vi været i den heldige situation, at vi har fået rigtig stor hjælp. Lodsejerne har været yderst imødekommende. Vi har ikke fået nej et eneste sted. Sponsorer har været super gode til at støtte os, så vi har kunnet få de økonomiske rammer på plads. Desuden skal der lyde en stor tak til alle officials, både egne og naboklubbers. Uden alt dette ville vi ikke kunne gennemføre Danboring Limfjords Rally. Det er dejligt at selv i et lille lokalsamfund, hvor der måske ikke er det store kendskab til rallysporten, er muligt at få et løb som dette på benene.

Fredag aften fra 18-22.00 vil der hos Volvo/Renault (Halkjærs Auto) i Nykøbing være teknisk kontrol. Her vil det være muligt at få et kig på tæt hold af de fine biler. Lørdag morgen startes der fra havnen i Nykøbing klokken 10.00. Herefter bliver deltagerne først sendt på en tur til Sydmors på to hastighedsprøver. Hen over middag bliver industriprøven i Foodparken i Erslev kørt to gange, hvorefter løbet afsluttes med to prøver på Nordmors.

Alle 5 prøver køres 2 gange. Første bil forventes i mål ved Nordmors Hallen i Sejerslev klokken 19.00. Programmer kan købes både fredag aften hos Halkjærs Auto og lørdag morgen på havnen. Gennem hele dagen vil det for de teknisk interesserede være muligt at se bilerne komme ind til service, som hele dagen er beliggende i Foodparken.

Vi i løbsledelsen vil gerne ønske alle deltagere, sponsorer, officials, beboere og tilskuere et rigtigt godt motorløb. Vi håber, at alt forløber som planlagt.

Olsen

Rallyinfo


Læs mere om:
  • Morsø
  • 16/06/07 - Morsø - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk